Statsforvaltningsdirektør går i protest

Claus Rosholm føler sig svigtet af sin øverste politiske chef Indenrigs- og Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, der to gange har ændret beslutninger han har truffet.

Du kan her læse den fulde ordlyd af den pressemeddelse Claus Rosholm har udsendt.

1. Det er usædvanligt at embedsmænd tager bladet fra munden. Jeg har da også overvejet ganske nøje, om jeg skulle tie. I debatten om de offentlig ansattes ytringsfrihed er der peget på det ønskelige i, at de offentligt ansatte deltager mere i den offentlige debat, idet vi ofte sidder inde med en viden, der kan styrke det grundlag, som debatten finder sted på. Jeg har på den baggrund og fordi der ikke bør opstå myter om, hvad det er der sker, besluttet at fremkomme med denne redegørelse.
2. I år 2000 afgav et udvalg under Indenrigsministeriet en betænkning om det kommunale tilsyn. (bet. nr. 1395) . I betænkningen blev det foreslået, at der skulle oprettes et uafhængigt tilsynsnævn, der bl.a. skulle overtage indenrigsministerens opgave som klageinstans i tilsynssager. Formanden for nævnet skulle være dommer. Udvalget anførte, at det ? er udvalgets opfattelse, at det må tillægges væsentlig betydning, at tilsynsmyndighederne generelt nyder tillid, og at der ikke er grundlag for antagelser af, at myndighederne ? som led i et tilsyn, der er af ren retlig karakter ? træffer politiske afgørelser.? (Bet side 264). Et flertal fandt derfor, at ?kompetencen til at behandle klager på tilsynsområdet ikke bør placeres hos indenrigsministeren eller i øvrigt hos en myndighed, der er i et underordnelsesforhold til en minister.?(Bet. side 273).
Betænkningen mundede ud i et lovforslag, som indenrigs- og sundhedsministeren fremsatte den 13 marts 2003. Ministeren medtog ikke forslaget om at flytte kompetencen i disse sager til et uafhængigt nævn, idet han fandt, at der ikke var behov for et sådant nævn. I bemærkningerne til lovforslaget understregede ministeren dog tilsynets retlige karakter. Resultatet blev, at ministeren bevarede sin kompetence i disse sager. Samtidig indebærer det anførte, at det er ulovligt at lade politiske hensyn indvirke på sagerne. Der skal være ?vandtætte skodder? mellem tilsynssagerne og det politiske arbejde.
3.1. I en mindre nordjysk kommune var der 3 vognmandsforretninger. To store, hvor der var flere chauffører og en lille, der var en enkeltmandsforretning. Vognmændene og kommunen kunne ikke blive enige om udformningen af vagtplanen. Kommunen fulgte de store vognmænds ønsker, hvorfor den lille vognmand klagede til Trafikministeriet. Ministeriet gav den lille vognmand medhold. Det gav dog ikke kommunen anledning til at ændre vagtordningen.
Den lille vognmand fik herefter sin advokat til at rette henvendelse til kommunen. I første omgang fik advokaten det svar, at kommunen havde taget ministeriets afgørelse til efterretning og ikke foretog yderligere. Først da advokaten truede med at gå til tilsynsrådet, ændrede kommunen vagtplanen.
Samtidig med at kommunen ændrede vagtplanen, ændrede kommunen med virkning for resten af året fordelingen af den sociale kørsel (kørsel til læge m.v.) således at den lille vognmand fik mindre social kørsel i resten af året, end det der var aftalt mellem ham og kommunen. Dette aftalebrud fik den lille vognmand til at fremsætte et erstatningskrav mod kommunen på ca. 26.000 kr. som kommunen så sig nødsaget til at imødekomme.
Den sociale kørsel for kommunen havde hidtil været fordelt mellem de tre vognmænd, men kort tid efter at kommunen efter pres fra den lille vognmand havde ændret vagtplanerne, og kort tid efter at kommunen havde måttet imødekomme den lille vognmands erstatningskrav, besluttede det sociale

udvalg, at den lille vognmand fra det følgende år ikke længere skulle have social kørsel for kommunen. Beslutningen blev truffet på et lukket møde. Sagen om fordeling af den sociale kørsel for det følgende år var på dagsordenen for mødet, men uden en indstilling fra forvaltningen. Den lille vognmand fik ikke meddelelse om beslutningen. Han opdagede den ved et tilfælde.
Den lille vognmand krævede igen erstatning fra kommunen. Han gjorde gældende, at årsagen til at han blev frataget den sociale kørsel var sagerne om vagtplanen og hans erstatningskrav, og at der således forelå magtfordrejning.
Sagen blev afgjort af Vestre Landsret ved dom af 8 april 2003. Hovedproblemet i sagen var, om det var pga. sagerne om vagtordningen og erstatningskravet, at den lille vognmand havde mistet den sociale kørsel, eller om der var andre årsager. Var det pga. sagerne om vagtordningen og erstatningskravet, var det et klart tilfælde af ansvarspådragende magtfordrejning. Kommunens folk hævdede, at det ikke var pga. de nævnte sager, at den sociale kørsel var taget fra den lille vognmand, men kommunens folk kunne ikke give en fornuftig forklaring på hvorfor de så havde taget den sociale kørsel fra ham. Herefter udtalte landsretten: ?Der er en sådan tidsmæssig sammenhæng mellem ..(kommunens) modstræbende efterkommelse af Trafikministeriets henstilling ? og ..(den lille vognmands) krav om erstatning? til beslutningen om at fratage ..(den lille vognmand) al social kørsel, at der under disse omstændigheder er skabt en formodning for, at beslutningen?har savnet en saglig begrundelse. Denne formodning har ..(kommunen) ikke afkræftet?(Den lille vognmand) har derfor som følge af den usaglige fratagelse af al social kørsel krav på erstatning.? Kommunen blev herefter dømt til at erstatte den lille vognmand 100.000 kr.
Landsrettens dom er udtryk for, at sagsøger i tilstrækkeligt omfang har sandsynliggjort, at det var sagerne vedrørende vagtplanen og erstatningskravet, der begrundede at kommunen fratog den lille vognmand den sociale kørsel og at kommunen ikke kunne afvise dette. Dommen er helt i overensstemmelse med de gældende bevisbyrderegler og er således lige ?efter bogen?. Det er dagligdag ved danske domstole at afsige dom på et sådant grundlag.
Med diverse omkostninger m.v. betød sagen en udgift for kommunen på ca. 214.000 kr.
3.2. Betingelsen for at man kan pålægge en kommune at betale erstatning i en sådan situation er, at de, der har truffet beslutningen, har handlet uforsvarligt. Det mente landsretten, at de havde gjort og vi var helt enige med landsretten heri. Samtidig fandt vi, at den behandling, som kommunen havde givet sagen, var af en sådan karakter, at det burde få konsekvenser for dem, der havde truffet beslutningen.
Efter kommunestyrelseslovens § 50c kan vi som tilsynsmyndighed anlægge erstatningssag mod kommunalbestyrelsesmedlemmer, ?som er ansvarlig for, at kommunen er påført et tab.? Vi kan i stedet for at anlægge en erstatningssag mod de pågældende efter kommunestyrelseslovens § 50 d foreslå, at sagen afgøres med at det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem betaler et mindre beløb. Vi overvejede at frafalde sagsanlæg mod at kommunalbestyrelsesmedlemmerne betalte en bod på 2.000 kr.
Vi er naturligvis forsigtige, før vi anvender sanktioner overfor de folkevalgte. For at være sikre på at det var rigtigt at rejse en sag mod kommunalbestyrelsesmedlemmerne forelagde vi derfor sagen for kammeradvokaten, der er advokat for os og for diverse ministerier, herunder Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Kammeradvokaten udarbejdede et 1o sider langt notat, hvor han grundigt gennemgik sagen. Han udtalte bl.a.:
?Landsretten har således efter en omfattende bevisførelse?konkluderet, at beslutningen var udtryk for magtfordrejning, nærmere bestemt en repressaliehandling over for en borger, der havde fået medhold i en klage ved en rekursinstans, Trafikministeriet.
Jeg mener, at det ikke reelt er muligt at lægge til grund, at magtfordrejningen udøves som resultat af simpel uagtsomhed. Det er mere nærliggende at antage, at repressaliehandlingen er forsætlig, eller i hvert fald at socialudvalgets medlemmer har næret en sådan modvilje mod ..(den lille vognmand).. at de uden nærmere undersøgelse .. .. har slået sig til tåls med noget, der efter landsrettens dom må anses for påskud og skinbegrundelser.
På den baggrund er jeg enig med Statsamtet i, at der foreligger det fornødne ansvarsgrundlag??
På denne baggrund er det sammenfattende min opfattelse, at medlemmerne af ? Kommunes Socialudvalg har pådraget sig et erstatningsansvar for kommunens tab på kr. 213.844,00 forårsaget af beslutningen af 9. oktober 1996, og at erstatningsansvaret ikke er bortfaldet ved passivitet. Jeg har ingen bemærkninger til statsamtets forslag om at bringe § 50 d i anvendelse og derved frafalde sagsanlæg mod, at medlemmerne af udvalget betaler en bod fastsat af statsamtet?..?
(Underskrevet af kammeradvokaten)
Herefter foreslog vi de pågældende kommunalbestyrelsesmedlemmer, at sagen kunne afgøres ved at de indbetalte et beløb på 2.000 kr. Kommunalbestyrelsesmedlemmerne accepterede det, bortset fra en, der klagede til ministeriet.
3.3. Den 6 oktober 2005 skrev borgmesteren, der er valgt på venstres liste, til ministeren på vegne af de folkevalgte, der havde truffet beslutningen. Han indledte sit brev med ?Kære Lars Løkke Rasmussen?. Herefter redegjorde han for de pågældendes utilfredshed med vores beslutning. Han sluttede brevet med at udtrykke håbet ?på en personlig kontakt forinden en afgørelse træffes? i
ministeriet.
Allerede den 9 oktober 2005 sendte borgmesteren en mail til ministeren. Han indledte mailen ?Kære Lars Løkke? Han henviste til det brev, som han havde sendt til ministeren få dage forinden og gentog utilfredsheden med vores afgørelse. Han sluttede mailen med at skrive? Vi er jo midt i en kommunal valgkamp ? og vil egentlig gerne høre dit syn på sagen og hvornår man kan forvente en afgørelse fra indenrigsministeriet på vores anke?. Så hvis du har tid ? vil jeg gerne kontaktes om sagen.?
Borgmesteren sendte ikke denne mail til ministeriet. Han sendte den til Venstres Landsorganisation. Venstres Landsorganisation videresendte den til ministeriet.
I forbindelse med en konference den 2 ? 3 november 2005 fortalte en embedsmand i ministeriet mig, at ?en venstremand? havde rettet henvendelse til ministeren om sagen, og at vi ville få en høring. Høringen lå nu hos ministeren.

3.4.Ministeriet ændrede den 24 maj 2006 vores beslutning om, at rejse en sag mod de pågældende. I begrundelsen herfor anførte ministeriet bl.a.: ?Landsretten har således, som præmisserne er formuleret, ikke fastslået, at socialudvalgsmedlemmerne har udvist uforsvarlig adfærd, men har lagt til grund, at der var etableret en omvendt bevisbyrde for kommunen i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt vognmanden skulle have erstatning, således at kommunen skulle bevise, at beslutningen var sagligt begrundet.? Videre anfører ministeriet ?De kommunale tilsynsmyndigheder kan i forhold til anvendelse af den kommunale styrelseslovs sanktionsmuligheder over for enkelte medlemmer af en kommunalbestyrelse ikke tilsvarende tage udgangspunkt i en omvendt bevisbyrde for de pågældende medlemmer.?
Ministeriets bemærkning om, at landsretten ikke har fastslået, at de folkevalgte har udvist uforsvarlig adfærd, er overraskende. Landsretten lagde til grund, at de folkevalgtes beslutning ?har savnet en saglig begrundelse.? (Dvs. at der foreligger magtfordrejning). Det kan da ikke være ministeriets opfattelse, at landsretten mener, at det ikke er uforsvarligt at begå magtfordrejning? Hertil kommer, at det er en betingelse for overhovedet at pålægge kommunen et ansvar, at de pågældende har handlet uforsvarligt.
3.5. Ministeriet anførte, at landsretten anvender en omvendt bevisbyrde. Det må vist være en misforståelse. Som anført ovenfor lagde landsretten til grund, at den lille vognmand i tilstrækkeligt omfang havde sandsynliggjort, at kommunen var ansvarlig og kommunen kunne ikke afvise det. Det er en ganske banal bevissituation. Sagsøger sandsynliggør i fornødent omfang, at hans krav er berettiget. Herefter spørger man modparten, om modparten kan afvise sagsøgers bevis. Kan modparten ikke det, så dømmer retten efter sagsøgers beviser. Det er ikke udtryk for anvendelse af en omvendt bevisbyrde. Det er udtryk for en rutinemæssig anvendelse af ganske almindelige bevisbyrderegler. Havde vi anlagt erstatningssager mod de folkevalgte, ville disse sager bevismæssigt havde stået på samme måde vedrørende påstanden om, at der forelå magtfordrejning.
3.6. Det er tilsyneladende ministeriets opfattelse, at der ikke fuldt ud er sammenfald mellem de bevisbyrderegler, der gælder for de folkevalgte i relation til styrelseslovens sanktionsregler og de almindeligt gældende bevisbyrderegler. Hertil bemærkes, at såfremt man skulle antage, at der gælder særlige bevisbyrderegler for de folkevalgte i relation til styrelseslovens sanktionsregler, så kræver det lovhjemmel. En sådan lovhjemmel eksisterer ikke. Det er ikke i overensstemmelse med sædvanlig juridisk metode, at hævde, at der gælder særlige regler for de folkevalgte i visse situationer uden at overveje hjemmelsspørgsmålet.
Ved den ændring af loven om kommuners styrelse, der blev gennemført i 2003, blev det udtrykkelig præciseret, at medlemmer af kommunalbestyrelser er erstatningsansvarlige efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Der gælder altså ingen særregler her. Det synes også på den baggrund vanskeligt at forene den særlige bevisbyrderegel for kommunalbestyrelsesmedlemmer, som ministeriet hævder eksistensen af, med loven om kommuners styrelse.
3.7. Under en telefonsamtale med en embedsmand i ministeriet den 4 december 2006 oplyste den pågældende, at ministeren i sin tid havde sagt, at han ?gerne så? at kommunalbestyrelses-medlemmerne blev renset i sagen. Ministeren havde ikke lagt pres på embedsmændene. Med mine 23 års erfaring fra centraladministrationen, heraf en del år umiddelbart under det politiske niveau, ved jeg udmærket, at en udtalelse fra ministeren om, at ministeren ?gerne ser? et eller andet, ofte skal opfattes som en ordre, der blot er pakket ind.

3.8. Det er selvsagt utilfredsstillende at blive underkendt på grundlag af en sagsbehandling af den foreliggende karakter. Man kan endvidere spørge, hvorfor vi overhovedet skulle underkendes. Landsretten havde lagt til grund, at de folkevalgte havde begået magtfordrejning. Vi var ikke i tvivl om, at de havde handlet ansvarspådragende. Kammeradvokaten var heller ikke i tvivl. Det er på den baggrund vanskeligt at finde en saglig begrundelse for at underkende os. Ministeriet fremkom da heller ikke med en sådan begrundelse.
Ministeren kan selvsagt ikke gøre for, at der kommer en personlig henvendelse fra en partikammerat. Han kan heller ikke gøre for, at partikammeraten sender en henvendelse til Venstres Landsorganisation. Men selv med det in mente, er det indtryk, som sagen efterlader, ikke egnet til at skabe tillid til, at tilsynet udelukkende fungerede som et retligt tilsyn.
4.1. I efteråret 2006 bestemte formanden for Regionsrådet i Nordjylland, (det, der den gang hed Forberedelsesudvalget) at udvalgets medlemmer med ledsagere m.fl. skulle tage til Comwell, der ligger ca. 3o km. syd for Aalborg og spise middag, overvære juleshow ved en skuespiller og overnatte på hotellet. Prisen, som det offentlige skulle betale, ville være 835 kr. pr deltager hvortil kom drikkevarer og transport. (Den endelige pris pr. deltager kender vi således ikke, men det forekommer helt usandsynligt at den ville blive mindre end 1000 kr. pr deltager.) Formålet med arrangementet var ifølge Regionsrådsformanden ?generelt at underbygge samarbejdet mellem politikere?.
Loven om kommuners styrelse indeholder i § 16 regler for, hvad de folkevalgte må oppebære. § 16 er for så vidt en streng bestemmelse, da den er udtømmende. Dvs. at de folkevalgte ikke må modtage eller bevilge sig selv noget, der er ikke er omfattet af § 16. En festlighed som den på Comwell er ikke omfattet af § 16.
§ 16 er selvsagt ikke til hinder for at de folkevalgte f.eks. deltager i en middag som har et repræsentativt formål. Her er formålet ikke at begunstige de folkevalgte, men at repræsentere kommunen. Endvidere antages det i praksis, at bestemmelsen ikke omfatter hvad man kunne kalde bagateller. F.eks. er der ikke noget til hinder for at kommunen giver en bid mad efter kommunalbestyrelsesmøderne uanset at det er udenfor de almindelige spisetider.
4.2. På statsamtet var vi ikke i tvivl om, at det ville være ulovligt at anvende offentlige midler på arrangementet på Comwell. Arrangementet lå langt ud over bagatelgrænsen. Hertil kom, at begrundelsen, at underbygge samarbejdet, var for tynd. Anerkender man, at de folkevalgte kan beslutte at holde fester for offentlige midler, blot det sker for at underbygge samarbejdet, så åbner man i praksis en ladeport til festligheder, hvilket synes at være uforeneligt med den nævnte lovs § 16. Vi fandt, at arrangementet i overvejende grad havde karakter af en begunstigelse af de folkevalgte og deres ledsagere, hvilket er ulovligt.
Som tilsynsmyndighed er det vores pligt at gribe ind overfor ulovligheder af den art, så den 1 december 2006 meddelte vi Regionsrådsformanden, at arrangementet var ulovligt.
Sagen gav anledning til en omfattende offentlig debat. Desværre blev debatten præget af en sammenblanding af to problemstillinger. Den ene problemstilling vedrører spørgsmålet om, i hvilket omfang de folkevalgte bør have lov til at feste for offentlige midler. Den anden problemstilling vedrører spørgsmålet om, hvad de folkevalgte må efter gældende lovgivning. Størstedelen af debatten gik på spørgsmålet om, hvad de folkevalgte bør have adgang til. Det er et

rent politisk spørgsmål, som vi selvsagt ikke skal blande os i. Kritikken mod os for smålighed og lign. beror således på en manglende forståelse af problematikken. Vores opgave som tilsynsmyndighed drejer sig om det andet spørgsmål, nemlig hvad lovgivningen siger.
Vi fik god støtte fra juridiske eksperter i kommunalret. Således udtalte en professor i offentlig ret ved Aalborg Universitet til både den skrevne og elektroniske presse, at arrangementet overskrider, hvad der er almindeligt accepteret og at der er tale om en udgift, der er det offentlige uvedkommende. Også kommunalretseksperterne ved Aarhus Universitet meddelte i et brev 4 januar 2007 til mig, at man var ? grundlæggende enige i den opfattelse, der gives udtryk for i skrivelsen af 1. december 2006 vedrørende Forberedelsesudvalgets planlagte arrangement på Comwell, Rebild bakker. Navnlig den omstændighed, at der i arrangementet indgår overnatning og underholdning samt, at der er inviteret ledsagere med, taler for, at der ikke kan anføres en tilstrækkelig regional/offentlig interesse. Efter vores fornemmelse går dette arrangement udover, hvad der er tradition for i den offentlige sektor, ??
Problemet blev drøftet på et møde mellem de 5 statsforvaltningsdirektører den 4 januar 2007. I referatet er det anført at der er ?enighed om, at de ydelser, som en kommunalbestyrelse kan beslutte at tillægge sig selv er udtømmende fastlagt i reglerne om vederlæggelse, og at beslutninger derudover kræver, at der kan påvises et lovligt kommunalt formål. F.eks. (kan) en rejse for kommunalbestyrelses-medlemmer og deres ægtefæller med middag, underholdning og overnatning uden et konkret kommunalt formål ? næppe anses for lovligt.?
4.3. Allerede den 5 december 2006 skrev Regionsrådsformanden et brev til ministeren. Han indledte brevet med ?Kære Lars Løkke Rasmussen?. Herefter redegjorde han bl.a. for, at formålet med arrangementet var at fremme samarbejdet i rådet. Endvidere tilkendegav han sin utilfredshed med vores afgørelse og sluttede med at anføre, at han så frem til i nær fremtid at modtage ?ministerens? vurdering af sagen.
Den 11 december 2006 besluttede ministeriet at tage sagen op ?af egen drift?. (Sager af den art kan efter loven kun tages op af egen drift).
4.4. Det er hverken os eller ministeriet der i sidste instans bestemmer, hvilke udgifter en kommune m.v. må anvende på festligheder for de folkevalgte. Det er indenfor rammerne af de gældende regler domstolene, der bestemmer det. Ministeriet har ? ligesom os ? kun adgang til at udtale sig om, hvorledes lovgivningen skal forstås.
4.5. Den 10 april 2007 blev dommen i ?Brixtoftesagen? afsagt. Om udgifter af den foreliggende art sagde dommen, at der for det første skal være en kommunal interesse i arrangementet. Ellers er udgiften altid ulovlig. Er der en kommunal interesse i arrangementet, er udgiften afgørende. Om dette spørgsmål anfører dommen side 731:?Retten kan?.som udgangspunkt tiltræde den af anklagemyndigheden foretagne afgrænsning?., således at der vælges en så høj generel grænse, at det med sikkerhed kan lægges til grund, at den del af udgiften, som overstiger den valgte generelle grænse, altid vil være indenfor det strafbares område. Forslaget fra anklagemyndigheden, 1.000 kr. pr. kuvert, er så højt, at det ikke med rimelighed kan gøres gældende, at en frokost eller middag bør kunne være dyrere.?
Med den generelle formulering, som dommen anvender, er det mest nærliggende at antage, at grænsen på 1.000 kr. ikke er speciel for ?Brixtoftesagen?. Dommen har således bl.a. betydning for vurderingen af de spørgsmål, der foreligger i ?Comwellsagen?. Dommen hviler endvidere på de samme grundlæggende synspunkter som vores udtalelse gjorde. Den sendte herved et signal, der

stiller ?Comwellsagen? i et alvorligt lys. Dommen blev anket til landsretten, så vi venter nu på hvad landsretten siger til disse spørgsmål.
4.6. Det er ikke ukendt for en forvaltningsmyndighed at have en sag under behandling, der mere eller mindre direkte berøres af udfaldet af en verserende retssag. I en sådan situation er det sædvanlig juridisk praksis, at forvaltningen venter med at afgøre sin sag, til domstolene har talt, med mindre den administrative sag kan afgøres på en måde, som man på forhånd kan være sikker på, at domstolene ikke underkender, eller den administrative sag i øvrigt ikke tåler at vente.
Der var ingen grund til at ?Comwellsagen? skulle haste. I den forbindelse kan der peges på, at det ikke er usædvanligt at sagsbehandlingstiden for tilsynssager i ministeriet er meget lang, undertiden opgøres den i år. Det eneste der kunne ske ved at afvente landsretsdommen var, at de folkevalgte indtil videre - i praksis - ville være nødt til at respektere de synspunkter, som ?Brixtoftedommen? hvilede på. Det kunne vel nok gå an.
Den 2 maj 2007modtog statsforvaltningsdirektørerne imidlertid en mail fra ministeriet, hvoraf det fremgik, at ?Comwellsagen? nu hastede meget. Hvorfor dog det hastværk? I strid med sædvanlig juridisk praksis i sager, hvor man venter på en dom.
Under en telefonsamtale den 9 maj 2007 med en embedsmand i ministeriet blev mine bange anelser bekræftede. Ministeren var under pres fra Regionsrådsformanden, der ønskede en hurtig afklaring. Det var for så vidt ikke overraskende. Efter dommen i ?Brixtoftesagen? var alvoren i ?Comwellsagen? gået op for flere og flere. Beløbsmæssigt måtte det antages, at ?Comwellarrangementet? lå indenfor den økonomiske grænse for mandatsvig efter straffelovens § 280, som ?Brixtoftedommen? havde opstillet. Regionsrådsformanden havde endvidere stået for et arrangement for de afgående amtsrådsmedlemmer med ledsagere. Her var prisen pr. deltager godt 1.400 kr. Ministeren havde bøjet sig for Regionsrådsformandens pres til trods for, at det ud fra en juridisk synsvinkel er højst usædvanligt at behandle sagen, mens vi venter på landsretsdommen. Embedsmanden i ministeriet understregede at det kun var på sagsbehandlingstiden, Regionsrådsformanden havde indflydelse, ikke på indholdet af ministeriets afgørelse!
4.7. Den 2 juli i år forelå ministeriets udtalelse i sagen. Ministeriet finder at et arrangement som det i Comwell, vil være lovligt, da det er egnet til at fremme samarbejdet blandt politikerne.
Denne retsopfattelse har ikke støtte i lovgivningen. Tværtimod synes bestemmelsen i kommunestyrelseslovens § 16, der udtømmende bestemmer, hvad de folkevalgte må få, at tale imod ministeriets retsopfattelse.
Ministeriets opfattelse har heller ikke støtte i praksis. Tværtimod udtalte Statsamtet i Sønderjylland den 7 juni 2005 følgende:? At fremme samarbejdsklimaet i kommunalbestyrelsen vil derimod efter statsamtets opfattelse formentlig ikke i sig selv kunne begrunde en særlig kommunal interesse i bespisning kun af byrådets medlemmer og deres ægtefæller/partnere.?(Ministeriet er i besiddelse af statsamtets udtalelse).
Problemstillingen er ikke omtalt i litteraturen, hvorfor ministeriets retsopfattelse ikke kan finde støtte der. Derimod bør man vel hæfte sig ved, at teoretikerne på både Aalborg og Aarhus Universiteter har givet udtryk for, at de er enige vi vores udtalelse.

4.8. Efter ministeriets udtalelse må retsstillingen være den, at det er ulovligt efter styrelseslovens § 16, ja efter omstændighederne strafbart efter straffelovens § 280 om mandatsvig, hvis de folkevalgte arrangerer en fest på kommunens regning med det formål at feste. Hvis festen derimod har til formål at styrke samarbejdet, er den i almindelighed lovlig. Så nemt er det tilsyneladende efter ministeriets opfattelse, at komme uden om den strenge regel i styrelseslovens § 16.
4.9. I udtalelsen af 2 juli 2007 anfører ministeriet bl.a.: ?Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at den i dommen fastlagte grænse på 1.000 kr. pr. kuvert ikke er en absolut grænse, der gælder for alle kommunale eller regionale arrangementer. Efter omstændighederne kan det efter ministeriets opfattelse være lovligt for kommunale og regionale myndigheder at afholde et arrangement, uanset at prisen overstiger 1.000 kr.?.?
Det synes vanskeligt at finde fornøden støtte for denne udtalelse i dommen, hvoraf det fremgår, at grænsen på 1.000 kr. er sat så højt, at en overskridelse med sikkerhed er omfattet af straffelovens § 280 om mandatsvig, jf. ovenfor under pkt. 4.5.
4.10.Det forekommer overraskende at ministeriet omtaler dommens grænse på 1.000 kr., som en grænse for det ulovlige. ?Brixtoftedommen? tager stilling til hvor grænsen går i relation til straffelovens § 280 om mandatsvig. Dommen tager derimod ikke stilling til, hvor grænsen går efter kommunalfuldmagten. Det eneste man i så henseende kan udlede er, at arrangementer, der er omfattet af straffelovens § 280, også er ulovlige efter kommunalfuldmagten. Derimod kan man ikke udlede, at blot et arrangement ikke er omfattet af straffelovens § 280, så er det lovligt efter kommunalfuldmagten. Hvor grænsen går efter kommunalfuldmagten, beror på helt selvstændige overvejelser. Efter almindelige juridiske principper må det antages, at grænsen efter kommunalfuldmagten ligger noget under grænsen for straffelovens § 280. Det hænger sammen med, at ikke enhver overskridelse af grænsen for det lovlige, er omfattet af straffelovens § 280. Overskridelsen skal have en vis grovhed, før den bliver omfattet af denne bestemmelse. Men som sagt, så har ministeriet tilsyneladende ikke været opmærksom på dette spørgsmål.
Resultatet heraf er, at det er ukorrekt, når ministeriet på grundlag af ?Brixtoftedommen? omtaler en almindelig grænse på 1.000 kr. pr. kuvert. Efter ?Brixtoftedommen? må den almindelige grænse for det lovlige være lavere end 1.000 kr. pr. kuvert.
I den forbindelse har vi hæftet os ved Københavns kommunes behandlingen af en sag om en borgmesters repræsentationsudgifter. I lyset af ?Brixtoftedommen? valgte man at sætte grænsen for kuvertprisen til 800 kr. Samtidig tilbagebetalte borgmesteren efter det oplyste de udgifter, kommune havde afholdt ud over denne beløbsgrænse.
4.11. Heller ikke ?Comwellsagen? er egnet til at styrke tilliden til tilsynet med kommunerne. Vores afgørelse var velargumenteret. Den blev støttet af de politisk uafhængige eksperter ved Aalborg og Aarhus Universiteter. Den blev (senere) støttet af dommen i ?Brixtoftesagen?. Alligevel skulle den underkendes og det oven i købet efter en procedure, hvor man ? uden at angive en saglig begrundelse - fraveg sædvanlig juridisk praksis, der går ud på, at man i en situation som den foreliggende afventer den endelige afgørelsen i ?Brixtoftesagen?.
5.1.. Hver gang et tilsyn underkendes, så svækkes tilsynet ? mere eller mindre. En underkendelse af tilsynet kan siges at modvirke det formål lovgiver havde med lovændringen fra 2003, hvor man understregede, at man ønsker at styrke tilsynet. Laver tilsynet fejl, skal det naturligvis underkendes.

Men i øvrigt må det være opgaven, at få tilsynet til at fungere på en måde, så underkendelser i videst muligt omfang undgås. I den konkrete sag siger ministeriet, at man ikke finder ?grundlag for at antage, at den retsopfattelse, statsamtmanden for Nordjylland Amts udtalelse har givet udtryk for, forud for ministeriets udtalelse kunne karakteriseres som værende i strid med de nævnte grundsætninger?(dvs. de retsgrundsætninger, der er afgørende for sagen.) Ministeriet mener altså, at vores afgørelse fsv. var god nok. Hvorfor bakker man os så ikke op? Man kunne jo altid bagefter søge at ændre praksis, med virkning for fremtiden, hvis det var det, man ville.
5.2. Der er andre eksempler på, at hensynet til et styrket tilsyn ikke har høj prioritet. I forbindelse med lovændringen i 2003 blev der som § 49, stk. 6 indsat en bestemmelse hvorefter tilsynet kan anmode andre myndigheder om at yde den vejledning og bistand, der er nødvendig for tilsynets udøvelse. (Før lovændringen fik tilsynet den nævnte hjælp uden lovhjemmel) I bemærkningerne til lovforslaget anførte ministeriet imidlertid, at der gør sig nogle særlige forhold gældende indenfor Indenrigs- og Sundhedsministeriets område, idet ministeriet kan blive inhabilt når man yder vejledning og bistand, hvorfor man kun kan yde vejledning og bistand i meget begrænset omfang.
Som bemærkningerne er formuleret, er det rigtigt, at ministeriet nemt bliver inhabilt, når man yder vejledning og bistand. Havde ministeriet derimod skrevet i bemærkningerne, at pligten til at yde vejledning og bistand også gælder Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der således har en dobbeltrolle som rekursmyndighed m.v. og som vejlednings- og bistandsyder, så havde der ikke været problemer med inhabilitet. Så ville vi som tilsynsmyndighed kunne få samme støtte i arbejdet fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som vi får fra andre ministerier. Det ville have væsentlig betydning for tilsynet. Man kan ikke se helt bort fra, at tilsynsmyndigheder ? uanset lovgivers ønske om et styrket tilsyn ? kan være lidt tilbageholdne pga. risikoen for at blive underkendt. Dertil kommer risikoen for, at der opstår forskellig praksis i regionerne, når vi ikke på forhånd kan få vejledning om, hvilken linie ministeriet ønsker.
Går vi længere tilbage, så ydede Indenrigsministeriet også vejledning på samme måder, som andre ministerier.
6.. Det er efter loven en del af mine pligter som amtmand og nu statsforvaltningsdirektør at gribe ind, når de folkevalgte overtræder lovgivningen. Jeg har været nødt til at gøre det to gange inden for de seneste år. Begge gange har min indgriben hvilet på et solidt juridisk grundlag og begge gange har de folkevalgte rettet henvendelse til ministeren, med den virkning at mine udtalelser er blevet underkendt på et meget tyndt grundlag. Det giver sig selv, at jeg kun kan leve op til det krav, som loven stiller til mig om at føre tilsyn med bl.a. de folkevalgte, hvis ministeren bakker mine rigtige afgørelser op. Jeg må konstatere, at ministeren ikke giver mig den opbakning, som er nødvendig for, at jeg kan udføre mine opgaver i overensstemmelse med lovens krav.
Jeg ser mig nødsaget til at drage konsekvensen af den manglende opbakning.
Aalborg den 4.september 2007
C Rosholm