Jeg skal love for det går godt med statens byggerier. Bare på ét byggeri er budgettet skredet med to milliarder kroner, siges der. To milliarder! Hold da op! Det er godt nok mange penge. Nu skal det dog også lige siges, at det vist nok er på Sjælland og ikke her i Nordjylland, at det er gået så galt. Så indtil vi får den skrækkelige nyhed, så kan vi heroppe heldigvis nøjes med at tvære i alt det, som sjællænderne ikke kan finde ud af. På den anden side, så er det også nordjyske skattepenge, som tilsyneladende er hældt ud af vinduet.

For det er som sagt et statsligt byggeprojekt, der er ”kørt i hegnet”, som den nye ansvarlige direktør så elegant udtrykte det i fjernsynet. Det må vi sige ja til. To milliarder skattekroner kunne jo nok have været brugt bedre. For eksempel til at give os alle sammen bedre tillid til vores skattevæsen, politi, folkeskole, hospitaler og ældrepleje. Eller hvad med hjælp til de børn, som lever en ussel tilværelse selv i vores landsdel? Det synes der at være brug for.

Men hvordan kan det gå så galt med noget så håndgribeligt som at lægge sten på sten?

En klog mand i radioen var meget tydelig. Han hævede i hvert fald stemmen. Konklusionen var, at der var tale om dårlig og ufaglig distanceledelse. Personligt var jeg dog nødt til lige at tænke over, hvad han egentlig mente.

Lederen bør besøge byggeriet jævnligt

Dårlig distanceledelse må betyde, at der sidder nogen for langt væk fra byggepladsen, med en mening om, hvordan det går. For eksempel om alle håndværkerne kan deres ting, og er klar på de rigtige tidspunkter. De bygherrer jeg kender har det bedst med at besøge byggepladsen mindst én gang om dagen. Af mange årsager. Èn af dem er for at kontrollere, om det der står på tegningen og i budgettet, også er det, der sker. Og så da også lige for at se, hvordan svendene og lærlingene har det.

Ufaglig distanceledelse må betyde, at dem der sidder langt væk fra byggepladsen for at lede byggeriet, ikke har forstand på det, de har med at gøre. Det vil sige, at de ikke har forstand på byggeri. Personligt tror jeg, at vi her har fat i noget af det rigtige. Det tror jeg, fordi al snakken om de famøse to milliarder kroner, som er smidt væk på sjælland, handler om projektledelse. Man kan godt få en slags svendebrev i projektledelse. Det er noget, man læser sig til. Men man lærer ikke ret meget om mursten eller byggeri. Eller om hvordan man holder øje med, hvordan svendene og lærlingene har det. Så vidt jeg ved.

Så selvom den arme projektleder måtte være nok så topmotiveret for at få et byggeri færdig til tiden og prisen, så nytter det åbenbart ikke noget, når man sidder alt for langt væk fra folkene og ikke har forstand på byggeri.

Hvis en eller anden nordjyde nu sidder og tænker ”inkompetent statslig centraliseringskaos – hvornår stopper det?”, så fralægger jeg mig ethvert ansvar for at have motiveret til en sådan tanke. Det er jo trods alt kun to milliarder skattekroner, som vi jo nok ikke ser igen. Og det er heller ikke første gang vi hører om den slags til langt større beløb. Så hvorfor kikke tilbage, det plejer vi heldigvis ikke. I morgen er det alt sammen glemt, og ansvaret fordampet. Ironi kan forekomme.