Stjålet hund fundet 200 kilometer væk

 Stjålet hund fundet 200 kilometer væk

Den 28. juli blev en hund stjålet foran Føtex i Faaborg. Efter 13 dages intensiv eftersøgning blev hunden fundet i Esbjerg.

- Hvor er Mille?

Sådan har en familie fra Aalborg spurgt sig selv de sidste 13 dage. Efter et besøg i Føtex i Faaborg den 28. juli var deres 11-årige Pomaranian-hund nemlig forsvundet, fjernet fra hundekrogen.

Siden har familien, der tæller lige fra oldemor til oldebørn, rejst landet tyndt i deres to autocampere for at finde Mille. Og hvad der ellers lignede en umulig jagt lykkedes så endelig mandag, fortæller Fyns Amts Avis. En dame havde fundet hunden på en parkeringsplads ved et indkøbscenter ved Esbjerg, næsten 200 kilometer væk.

- Du kan ikke forestille dig, hvor glade vi blev. Og vi blev ved med at spørge politibetjenten, der ringede, om hunden nu også var en gammel brun hund, og om hun havde det godt. Og ja, han kunne bekræfte det hele, fortæller hundens ejer Ida Christensen til avisen.

Hundens ejere var blevet sporet via den microchip, Mille har i nakken. Hvem der har fjernet hunden vides ikke, og politiet oplyser, at det er yderst sjældent, at hunde bliver stjålet fra hundekroge.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland