Stop med at tage blodprøver
Stop med at tage blodprøver. Sådan lyder ordren fra regionen til et lægehus i Hobro. Derfor er de fem læger nu tvunget til at holde feri
Hold op med at tage så mange blodprøver. Sådan lyder ordren fra regionen til et lægehus i Hobro.
Fem læger hos Lægehuset Hobro er nu tvunget til at holde en ekstra uges ferie. Det sker efter, at Region Nordjylland har givet dem besked på, at de skal skære ned på antallet af blodprøver og andre laboratorieundersøgelser, som for eksempel lungefunktionsunder-søgelser og hjertekardiogrammer. Lægehuset ligger nemlig 40 procent over gennemsnittet i antallet af disse ydelser i forhold til andre nordjyske læger. Hvis ikke de skærer ned på ydelserne, risikerer de, at de ikke får betaling af regionen for de ekstra prøver, de tager.
For at undgå en ekstraregning holder lægerne derfor en uges ferie på skift - og det er ud over den ferie, de ellers normalt holder.
- Det bliver vi nødt til for at holde udgifterne nede. For hvis en patient kommer og klager over smerter i brystet, kan vi jo ikke sige, at vi ikke vil tage et hjertekardiogram, fordi vi har opbrugt vores kvote, siger læge Brian Jensen.
Han forstår ikke regionens kassetænkning:
- Jeg kan godt forstå, at der er et økonomisk loft, og at samfundet har et bestemt antal kroner, men man skal også se på, hvordan pengene bliver brugt bedst. Og det gør de altså på den forebyggende indsats. Samfundet får en kæmpe ekstraregning, hvis man ikke spotter sygdomme som for eksempel diabetes eller nyresvigt i tide, siger Brian Jensen.
Henrik Sprøgel, der er chef for praksissektoren i Region Nordjylland, forstår ikke lægernes reaktion. Regionen og de praktiserende læger i Nordjylland har nemlig lavet en overenskomst, hvor de er blevet enige om, hvor mange ydelser man i gennemsnit skal lave per læge.
- Hvis man går ud over den ramme, beder vi lægerne om at tilpasse sig gennemsnittet. Det kan godt være, at det er en god ide at tage flere blodprøver, men det er et andet sted, den diskussion skal tages. Det er en kvalitetsdiskussion, og det vi påser os med det her system, er den mere økonomiske del, siger han.
I Hobro vil lægerne fortsætte med at tage de prøver, som de mener, skal tages.
- Vi fortsætter med at tage de prøver, som er nødvendigt for at varetage patienternes sikkerhed og tarv, siger Brian Jensen