45 bordeller i Nordjyllands Politikreds fik tirsdag besøg af myndighederne som et led i en større indsats mod bagmændene i bordelverdenen. Det skriver NORDJYSKE Medier.
Myndighederne traf omkring 30 danske og udenlandske kvinder på bordellerne. Alle opholder sig lovligt i landet, men der blev konstateret en del uregelmæssigheder i regnskaberne. SKAT beslaglagde derfor en større mængde regnskabsmateriale, som nu skal undersøges nærmere.
Aktionen var et samarbejde mellem Rigspolitiet, SKAT, Kompetencecenter Prostitution og Centeret Mod Menneskehandel, skriver NORDJYSKE.