Stor fangst i spritkontrol

21 trafikanter blev snuppet med for meget sprit i blodet under en spritkontrol i Frederikshavn onsdag.

Under en spritkontrol i Frederikshavn Kommune onsdag gav politiets alkometer udslag 21 gange, og det kommer bag på politikommissær Kaj Verner Jensen fra lokalpolitiet i Frederikshavn, at fangsten var så stor.

- Det er voldsomt mange, siger han til TV2/Nord.

Rekorden blev sat af en 57-årig mand, der blæste alkometret op på 2,7 promille. Han mistede førerretten på stedet, og blev samtidig taget med i detentionen, hvor han overnattede.

- Han var faktisk så fuld, at han ikke kunne tage vare på sig selv, fortæller Kaj Verner Jensen  

Politiet fortsætter med at lave spritkontrol forskellige steder i Nordjylland ugen ud.  


Seneste nyt

fra Nordjylland