Stor glæde hos Tom Kristensen

 Stor glæde hos Tom Kristensen

Den danske racerkører Tom Kristensen var overlykkelig, efter han søndag vandt 24-timers-løbet i Le Mans for ottende gang i karrieren.

Den danske racerkører Tom Kristensens stjernestatus blev søndag endnu større i Le Mans, da han i Audi'en med startnummer to sejrede i det legendariske 24-timers-løb.

Triumfen var den ottende i løbet for 40-årige Tom Kristensen, hvilket er rekord, men den første Le Mans-sejr til danskeren i tre år. Han er dog langt fra træt af at vinde løbet.

- Det er helt fantastisk, det her. Det har bare været et
fantastisk løb, lød det umiddelbart efter triumfen fra Tom Kristensen, der i en Audi R10-racerbil vandt løbet sammen med Rinaldo Capello fra Italien og skotten Allan McNish.

- De afleverede bilen i en perfekt position til mig. Det var, som det skulle være, sagde danskeren.

Med otte sejre er 40-årige Tom Kristensen den mest vindende i løbet nogensinde. Den tidligere racerkører, belgieren Jacky Ickx, er tættest på danskeren med seks sejre.

Audi'ens største rival til sejren, Peugeot med startnummer syv, jagtede vildt i løbets slutfase, hvor regnen også gjorde det svært for kørerne. Men til sidst måtte Peugeot opgive at indhente Tom Kristensen efter problemer med bilen, og dermed kunne danskeren uden pres selv køre Audi'en over målstregen klokken 15, da løbet sluttede.


Seneste nyt

fra Nordjylland