Stor øvelse: Blå blink og 125 medarbejdere i aktion

Onsdag aften har Nordjyllands Beredskab foretaget en stor øvelse på Nordjyllandsværket med politi, redningsmandskab og brandvæsen. TV2 Nord var med.

Hvis man her til aften har set blå blink og masser af mennesker i uniform i området omkring Nordjyllandsværket i Vodskov, så er der ingen grund til panik. Selvom det ser dramatisk ud, så er der heldigvig bare tale om en øvelse.

quote Vi vil gerne ramme dem på hverdagen og se, hvordan de løser opgaven, når den lige pludselig dumper ned i hovedet på dem,

Kenneth Andersen, øvelsesleder, Nordjyllands Politi

I alt har 125 mennesker været involveret i øvelsen. De kommer fra afdelinger i hele landsdelen. Nordjyllands Politi, Nordjyllands Beredskab, Region Nordjylland og Hjemmeværnet deltager.

- Det går ud på at træne Nordjyllands beredskaber og samarbejdet mellem beredskaberne for at gøre os klar til de hændelser, der måtte komme. Vi får mulighed for at træne i virkelige scenarier og øve worst case og forhåbentlig blive bedre, og så får vi mulighed for at træne ledelsessamarbejdet, siger Kenneth Andersen, der er øvelsesleder ved Nordjyllands Politi.

Fiktiv katastrofe på skib, kran og kulkanal

Onsdag aften skal de forskellige beredskaber håndtere en fiktiv katastrofe, hvor flere ting går galt på samme tid. De skal håndtere en eksplosion på et skib og en eksplosion i en kulkanal, som gør, at flere mennesker bliver fanget. Samtidig sidder en mand fast i en kran, så der er nok at se til for beredskabet.

- Hele scenariet er nok ikke så realistisk, men dele af scenariet kan jo sagtens ske. Det kan ske, at der sker en brand på et skib for eksempel. Vi har selvfølgelig sat det så voldsomt op som muligt for at sikre, at alle beredskaber kommer i spil, siger Kenneth Andersen fra Nordjyllands Politi.

Se video fra beredskabsøvelsen. 

Det fiktive scenarie har været hemmeligt for de deltagende medarbejdere for at sikre, at de reagerer, som de ville gøre, hvis det skete på en almindelig vagt.

- Vi har mange politifolk og brandfolk og reddere med herude. Det er vigtigt, at de ikke ved, hvad der skal ske, for vi vil gerne ramme dem på hverdagen og se, hvordan de løser opgaven, når den lige pludselig dumper ned i hovedet på dem, siger øvelseslederen. 

Fire øvelser om året

I alt bliver der foretaget fire øvelser i løbet af året, og der er en særlig grund til, at de forskellige enheder sørger for at holde løbende øvelser.

- Vi har forskellige brandfolk med hver gang, og det er forskellige folk, der er på hver gang, så hvis vi skal nå hele vejen rundt og sørge for, at træne så mange scenarier som muligt, så er det nødvendigt at holde øvelser så mange gange om året, som vi gør, siger Kenneth Andersen, øvelsesleder ved Nordjyllands Politi.

Øvelsen slutter klokken 21, hvorefter de forskellige afdelinger går hver til sit for at evaluere indsatsen og samarbejdet.


Seneste nyt

fra Nordjylland