'Store hyledag': Nu har sirenen en ny betydning
Foto: Søren Steffen/Ritzau Scanpix
Hvert år testes sirenerne den første onsdag i maj. Men sirenernes betydning er ikke længere som den plejer.
Selvom sirenerne lyder, som de plejer, er deres betydning en lidt anden end sidste år. Fra den 30. august 2017 har sirenevarslingen nemlig betydet:
Gå ind og søg information hos DR eller TV 2.
- Det er en forsimpling af sirenernes tidligere budskab. Det nye budskab er enklere og lettere at huske – og et simpelt budskab er altid en fordel i en krisesituation, siger fungerende kommunikationschef i Beredskabsstyrelsen, Lars Aabjerg Pedersen i en pressemeddelelse.
Men i dag er der ingen grund til bekymring, når sirenerne hyler over hele landet. Dagen er nemlig årets ’Store Hyledag’, hvor myndighederne tester sirenevarslingssystemet i hele landet.
- Når vi tester sirenerne med lyd på, er det dels, fordi vi vil være helt sikre på, at de virker, som de skal, og dels for at sikre os, at borgerne kender lyden og ved, hvad de skal gøre, hvis de hører sirenerne, siger, Lars Aabjerg Pedersen.
Ring ikke 112
Én ting, du ikke skal gøre, når du hører sirenerne, er at ringe 112. Det gælder både på onsdag, når sirenerne bliver testet, og hvis sirenerne hyler på et andet tidspunkt, hvor du ikke selv er i akut fare. Du risikerer nemlig at blokere for livsvigtige opkald til alarmcentralen.
Sirenerne har tre signaler
- Varslingssignalet lyder: Varslingssignalet består af en tone, som stiger hurtigt og falder langsomt. Tonen lyder fire gange, og signalet varer i alt 45 sekunder.
- Varslingssignalet gentages: Efter cirka tre minutter gentages varslingssignalet.
- Afvarslingssignal: Efter yderligere tre minutter afgives et afvarslingssignal, som betyder, at faren er drevet over. Afvarslingssignalet består af én lang, ensartet tone, som varer 45 sekunder.
Foruden den årlige test i maj afprøves sirenerne hver nat året rundt uden lyd. Sirenerne dækker cirka 80 procent af Danmark, og hvis det er nødvendigt, kan politiet nå flere med højttalervogne.