Storstilet eftersøgning af 18-årig
Politiet intensiverede i dag eftersøgningen af den 18-årig Ivar Jørgensson fra Havndal. Hunde og helikopter blev sat ind tre dage efter at familien sidst havde hørt fra den unge mand. Politiet et alt for sent ude, mener venner af familien.
Eftersøgningen af Ivar Jørgenson blev i dag udvidet med en helikopter og flere hundepatruljer.
En enkelt hundepatrulje begyndte allerede i aftes at undersøge det område nord for Hadsund, hvor Ivar Jørgenssons bil er fundet.
- Vi har lavet en cirkel med en radius på en kilometer, som vi undersøger grundigt med 10 hunde og en helikopter, siger lederen af eftersøgningen på stedet, Frank Hougesen til TV2/NORD.
Den 18-årige Ivar Jørgensson forlod sit hjem i Havndal søndag eftermiddag. Broren talte som den sidste med ham i telefonen lidt over 21 søndag aften.
Her løb Ivar Jørgenssons mobiltelefon tør for strøm. På det tidspunkt var han i Valsgaard. Alligevel søger politiet efter ham 15 kilometer væk.
- Bilen er her og han er sidst set her, ifølge de vidneforklaringer vi har, så derfor leder vi her omkring og følger skoven ind mod Hadsund, siger Frank Hougesen.
Familien har været kastebold mellem Nordjyllands og Østjyllands Politi. Nu har Østjyllands Politi taget førertrøjen og leder eftersøgningen.
- Det er dejligt, at der endelig sker noget i sagen, siger Jørgen Erlingsson. Ivar Jørgenssons far fra Havndal.
En bilist undveg mandag morgen en mand, der gik i vejkanten mellem Ivar Jørgenssons bil og Hadsund by. Politiet formoder at der var Ivar Jørgensson. Der er ingen der rigtigt ved hvorfor Ivar Jørgensson er forsvundet.
- Han havde det fint, da jeg så ham sidst. Der har været forlydende fremme om, at vi havde et skænderi, inden han forsvandt, men det har ingen på sig, siger Jørgen Erlingsson.
Vennerne til Ivar Jørgensson og hans familie er sure og frustrerede over, at politiet skulle bruge to døgn til at finde ud af om det var nødvendigt at sætte en større eftersøgning i gang. Det er langtfra tilfredsstillende mener de.
- Nej, det er alt for sent. Men det viser da bare, at politiet har svært ved at kommunikere med de almindelige borgere, mener en af familiens venner fra Havndal, Jesper Andersen.
Østjyllands Politi afviser dog at have gjort noget forkert. De har behandlet sagen nøjagtig, som de øvrige 500 efterlysningssager politikredsen har årligt.
- Langt hovedparten af de efterlysninger modtager, der dukker den forsvundne op igen inden der er gået 24 timer, siger Marianne Westergaard-Lau, Vicepolitinspektør ved Østjyllands Politi i Randers.
Alligevel har Østjyllands Politi nu sat en større eftersøgning i værk.
- Det er en 18-årig myndig manden, med et godt netværk, så vi har ikke set nogen faresignaler, men da vi nu ikke kan spore hans færden længere end til mandag morgen, så begynder det at blive bekymrende. derfor har vi nu sat gang i eftersøgningen, siger Marianne Westergaard-Lau.