Stort nederlag til Mors/Thy
Bjerringbro-Silkeborg vandt overraskende stort på udebane over Mors/Thy trods flere skader.
Mors/Thys håndboldherrer plejer normalt at være et vanskeligt bekendtskab i Nykøbing Mors, men Bjerringbro-Silkeborg havde overraskende let ved at sætte sig igennem i onsdagens kamp i Herre Håndbold Ligaen.
Gæsterne vandt hele 36-24 efter et opgør, hvor hjemmeholdet kun sprudlede i et kvarters tid.
Den gode periode gav fornyet håb efter en indledning, som Bjerringbro-Silkeborg satte sig tungt på.
Midtjyderne var uden flere af sine profiler, blandt andre nordmanden Kristian Kjelling, der efter en operation i albuen er tvunget til at holde seks ugers pause.
Så var der til gengæld andre, der tog over. Hele 9-3 førte gæsterne efter 11 minutter, men så fik hjemmeholdets træner Jan Paulsen stille og roligt sit hold på rette kurs igen i første halvlegs sidste kvarter.
På et tidspunkt var der kun to mål imellem de to hold, men det var så det. Efter pausen og stillingen 17-14 trak Bjerringbro-Silkeborg igen fra, og det havde Mors/Thy ikke noget modsvar til.
Modløst kunne værterne se BSV-spillerne score på den ene kontra efter den anden, og 12-målssejren var for så vidt rimelig nok på den baggrund.
BSV-playmakeren Chris Jørgensen blev topscorer med otte mål, mens Mors/Thys Tobias Ellebæk lavede syv mål.
Bjerringbro-Silkeborg har nu seks point efter seks kampe, mens Mors/Thy kun har vundet en enkelt af sine seks kampe.