Straf skal hæves
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Justitsminister Morten Bødskov vil slå hårdere ned mod grov kursmanipulation. Straffen skal hæves fra fire til seks år, og det skal være lettere for politiet at efterforske økonomisk kriminalitet.
Regeringen skærper i år kursen over for de såkalde "banditter i habitter", og bekæmpelse af økonomisk kriminalitet er et vigtigt punkt i Finansloven.
- En masse mennesker har tabt svimlende af summer på det her, derfor skal der sættes hårdere ind, og derfor skærper vi strafferammen fra fire til seks år, lyder det fra justitsminister Morten Bødskov. (Soc.)
Og justisministeren er klar til at gå endnu længere, for øget straf er ikke nok.
Derfor kan politiet i år se frem til at få flere redskaber, der letter deres efterforskning af de tunge sager.
Og det er på tide, lyder det fra professor i økonomisk kriminalitet ved Aalborg Universitet, Lars Bo Langsted:
- Der har været en lang periode, hvor økonomisk kriminalitet har været nedprioritet i politikredse og anklagemyndigheden, så det er rart at se en bevægelse mod, at der nu sker noget, siger Lars Bo Langsted.
Et lovforslag fra regeringen og Enhedslisten, der skal godkendes af Folketinget til foråret, muliggør også, at politiet fremover blot skal have én retskendelse for at følge en transaktion gennem flere banker.
I dag skal der en ny kendelse til hver gang, de kriminelle forsøger at bruge en ny bank eller nyt selskab som skjulested.