Strejke afblæst: Svinechauffører indkaldt til møde
Christian Folmer Sonnesen er en af de chauffører, der hver dag frygter at overse en skavank på et svin og dermed risikerer at blive straffet med store bøder.
Chaufførerne, der kører de danske svinetransporter, havde varslet arbejdsnedlæggelse fra onsdag, men de kører alligevel, efter at de er indkaldt til møde om deres arbejdsvilkår med embedsmænd i Fødevareministeriet.
Onsdag kunne være blevet en rigtig træls dag i den danske svinebranche. Chaufførerne, der transporterer svin, havde nemlig varslet, at de ville lade lastbilerne stå stille, hvis ikke snart der blev lyttet til deres opråb om reglerne, der betyder, at de risikerer bøder på tusindvis af kroner, hver gang de transporterer svin.
Som reglerne er i dag, kan chaufførerne straffes med bøder på op til 20.000 kroner pr. svin, hvis nogle af de grise, de har kørt til slagteriet, viser sig at have skavanker, der faktisk har gjort dem uegnede til transport - skavanker, som chaufførerne i mange tilfælde ikke har en chance for at opdage, og som oftest først opdages, når grisene undersøges af en dyrlæge ved ankomsten til slagteriet.
Chaufførerne har i årevis kæmpet for, at de ikke skal stå med den enorme økonomiske risiko, hver gang de sætter sig i førerhuset, og i ellevte time er der blevet lyttet fra politisk side. Chaufførerne har netop modtaget en invitation til et møde med embedsmænd i Fødevareministeriet, og dermed afblæser de den varslede strejke.
- Som det ser ud nu, kører vi onsdag, fortæller Torben Grønhøj Jensen, som er talsmand for svinechaufførerne.
Håber på ny aftale
Den efterhånden tre år lange kamp for at få ændret reglerne ser nu endelig ud til at lykkes for chaufførerne.
- Vi har jo egentlig været ved at kaste håndklædet i ringen flere gange undervejs, men nu er vi glade. Jeg tror, at ministeren er indstillet på, at han er nødt til at forhandle, og vi går ikke, før vi har fået det, vi gerne vil have, siger Torben Grønhøj Jensen.
Han regner ikke med at kunne gå fra mødet med en ny aftale i hånden, men han forventer, at mødet fører til, at chaufførernes repræsentanter bliver inddraget i den videre proces med at lave rimelige regler for chaufførerne, så de ikke risikerer at få udskrevet kæmpe bøder, hver gang de møder ind på arbejde.
Mødet mellem repræsentanter for chaufførerne og embedsmænd i Fødevareministeriet kommer formentlig til at finde sted på fredag.