01:52

Foto: Lars Lyngdahl

1 af 2

Strejke rammer Aalborg Lufthavn økonomisk

Strejken hos Norwegian koster Aalborg Lufthavn omsætning og kunder.

I Aalborg Lufthavn har seks ud af dagens otte indenrigsflyvninger været aflyst. Strejken hos Norwegian og de mange aflyste fly koster Aalborg Lufthavn omkring 150.000 kroner om dagen.

- Heldigvis gennemfører Norwegian jo to af de otte indenrigsflyvninger i dag. Og vi tror også, at nogle af passagererne finder vej til SAS, som trods alt også flyver otte gange om dagen til København, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Også hos duty free-shoppen i lufthavnen mangler der omsætning fra indenrigspassagerne.

- Vi kan mærke at 17 procent af de indenrigspassagerer, som flyver i løbet af en dag, mangler vi salg på. Alle kan jo handle i duty free, når de flyver til København. Det er cirka 250 passagerer vi mangler i løbet af i dag, siger Martin Vinter, detailchef i Aalborg Lufthavn.

På trods af strejken har Aalborg Lufthavn dog ikke haft ekstra travlt. Få er mødt forgæves op i lufthavnen, fordi de ikke var blevet informeret om at flyene var aflyste.

- Vi må sige til Norwegians ros, at når vi nu endelig er ude i en strejke, så har de været rigtig gode til at få fat i passagererne på forhånd, og informere dem om, at deres fly er aflyst, og på den måde få passagererne booket om til andre afgange. Så vi har altså ikke rigtigt haft pres på herude i lufthavnen på grund af det her i dag, siger Søren Svendsen.