Strejkende ansatte er nu tilbage på arbejde

Samtlige medarbejdere på Ideal Combi i Hurup i Thy er nu tilbage på arbejde efter de i fredags nedlagde arbejdet.

Der er igen gang i produktionen på vinduesfabrikken Ideal Combi i Thy. Alle 360 medarbejdere har nemlig genoptaget arbejdet.

Det skriver TV Midtvest.

Strejken begyndte fredag den 17. april, fordi de 70 ansatte på aftenholdet fra 1. maj mister et tillæg, der betyder, at de går 100 kroner ned i løn om dagen.

Morgenholdet nedlagde i sympati med aftenholdet også arbejdet, og det fik derfor i alt 360 ansatte til at strejke. Aftenholdet blev dog pålagt af arbejdsretten at genoptage arbejdet, og de var tilbage på vinduesfabrikken igen mandag morgen.

Tirsdag eftermiddag havde Fagforeningen 3F og de 70 medarbejderne på aftenholdet møde, hvor både fagforeningen og tillidsrepræsentanten opfordrede de ansatte til at gå i arbejde igen. De genoptog igen arbejdet tirsdag eftermiddag.

- De er stadig skuffede og frustrerede over, at ledelsen ikke vil forhandle med dem. Men det løb er kørt. Det er afgjort, at sådan bliver det. Vi sagde til dem, at vi syntes de skulle gå i gang, og det gjorde de, siger tillidsrepræsentanten til TV Midtvest.


Seneste nyt

fra Nordjylland