Stress rammer mange studerende
I denne uge sætter vi sammen med TV2 fokus på stress, og i aften skal det handle om de unge: For stress er for første gang den hyppigste årsag til, at studerende henvender sig til Studierådgivningen for at få hjælp. I Nordjylland er det især studerende fra Aalborg Universitet, der henvender sig
Stress er for første gang den hyppigste årsag til, at studerende henvender sig til Studierådgivningen for at få hjælp. I Nordjylland er det især studerende fra Aalborg Universitet, der henvender sig.
Marlene Høy begyndte sidste år på sociologistudiet på Aalborg Universitet. Starten blev dog ikke den succesoplevelse, hun havde håbet på. Karakterræs, konkurrence og jagten på det perfekte fik hende ud på en følelsesmæssig rutsjetur.
- Jeg synes, der er mange ting, man skal nå på kort tid, hvis man gerne vil noget med sin uddannelse, siger Marlene Høy.
Derfor endte Marlene med at kontakte studenterrådgivningen i Aalborg. Hurtigt stod det klart, at hun havde fået stress. Og det er hun langt fra den eneste studerende, der får.
- I 2014 er stress kommet op som nummer et på vores top-10-liste, så vi ser unge med stress, siger psykolog Jette Rytke fra Studenterrådgivningen Aalborg.
Psykologerne oplever, at de unge lever i en tid, hvor det handler om at være 'på' på mange forskellige platforme. Mange henvender sig, når de ikke kan leve op til egne forventninger.
Marlene er også en af dem, der vil meget. Udover fuldtidsstudiet har hun arbejde på et analysebureau. Derudover går hun til foredrag, men vil også gerne træne, lave mad og besøge familien i Århus så ofte som muligt.
- Hvis jeg skal nå alle de ting, skal jeg løbe stærkt i nogle perioder, og det kan godt være svært, siger Marlene Høy.
Fakta: De pressede danskere
TV2/Nord sætter sammen med TV 2 og de øvrige regioner i denne og den kommende uge fokus på stress og søvnproblemer, der er et stigende folkesundhedsproblem.
Et problem, der hvert år koster milliarder af kroner i sygedage og udgifter i sundhedsvæsnet.
TV 2 vil i dokumentarer, indslag og artikler skabe opmærksomhed om problemet mens TV2/Nord i Nordjylland LIVE kigger nærmere på stress og søvnproblemer med de nordjyske briller på.
- Vores mission er at skabe større opmærksomhed om de her meget ødelæggende – og tabubelagte – lidelser. Vi vil have danskerne til at lytte til advarselssignalerne og gøre noget ved problemerne, inden de ødelægger deres liv. Faktum er, at hver tiende dansker stort set hver dag har symptomer på alvorlig stress, og 300.000-400.000 danskere har så alvorlige søvnforstyrrelser, at det har seriøse konsekvenser for deres helbred, familier og sociale liv, fortæller programchef på TV 2, Thomas Breinholt der står i spidsen for det fælles projekt.