Stripper står frem

En tidligere ansat på beværtningen Gøglerbåden, står nu frem og fortæller om, hvordan hun oplevede at arbejde på stedet.

Sagen om Gøglerbåden kører i retten lige nu. Indehaveren er tiltalt for rufferi, men han benægter at have noget med prostitutionen på stedet at gøre.

Nu står en tidligere ansat frem og fortæller hendes version af sagen.
Kvinden, der ønsker at være anonym, startede som stripper på Gøglerbåden tilbage i 1990. Hun startede som stripper.

- Jeg skulle bare vide, hvis jeg skulle have løn for at strippe, så skulle jeg også prostituere mig selv, fortæller hun til TV2/Nord.

Den tidligere ansatte nægtede prostitution, og afskrev dermed lønnen. I stedet måtte hun nøjes med de drikkepenge, som hun kunne samle ind ved at gå rundt med et fad til stedets kunder.

- Det var da ydmygende, gu' var det da det, men jeg skulle jo bruge penge for at overleve.

Efter tre måneder som stripper på Gøglerbåden fik kvinden en psykose. Hver aften inden hun gik på scenen, havde hun drukket en gin og tonic, og hun mener selv, at det er her forklaringen på psykosen skal findes. Hun mener simpelthen, at der blev puttet LSD i hendes drinks. Et stof der først førte til psykose, herefter indlæggelse på den lukkede afdeling på psykiatrisk afdeling, og dernæst depression. I en alder af blot 23 blev hun førtidspensionist.

Den tidligere ansatte er ikke i tvivl om, at der blev bedrevet rufferi på hendes tidligere arbejdsplads - nu fortæller hun sin historie i håbet om at den kan gøre en forskel:

- Jeg er ikke ude på at straffe nogen eller hævne mig. Jeg kan bare ikke have den her historie i mig længere, for den er ved at tage livet af mig. Jeg håber, at det bliver stoppet det her, for det er simpelthen misbrug af kvinder. Det kan jeg ikke se på længere, siger hun afsluttende til TV2/Nord.

TV2/Nord har i dag snakket med ejeren af Gøglerbåden, Asger Bugge Møller. Han siger, at kvindens historie er usand, og at de aldrig har opfordret nogen til prostitution.


Seneste nyt

fra Nordjylland