Succes i kampen mod nettet
Hver 10. butik i Nordjylland er forsvundet i løbet af de sidste seks år. Især nethandlen får skylden.
Butiksdød rammer Nordjylland hårdt. Det er særligt nethandel, som udkonkurrerer de fysiske butikker, men to nordjyske forretninger har succes i kampen mod internettet.
Det kan lade sig gøre at tage kampen op imod den stadigt voksende handel på nettet. Det viser to butikker, som TV2/Nord har besøgt. Jægeren og Lystfiskeren i Maren Turisgade i Aalborg vokser på 14. år i træk på klassiske dyder, som et bredt sortiment, og personlig betjening.
- God service er altafgørende for os. Kunden skal føle sig velkommen og tilpas. Det er den måde vi sikrer os, at han kommer igen og igen, siger indehaver Morten Rex.
I den meget større forretning Biltema i Aalborgs City Syd forsøger de ikke at pakke deres succes ind i ekstraordinær service. Her er det priserne, og et anderledes sortiment, der skal lokke kunderne til.
- Først og fremmest tæller det, at vi kan tilbyde vores kunder en god handel - længere er den faktisk ikke. Samtidigt har vi mange sjove ting på hylderne, som folk ofte slet ikke er klar over eksisterer, så det er også en oplevelse, vi gerne vil sælge, siger marketingskoordinator Jens Stig.
Biltema, som er en del af en stor svensk koncern, sælger overhovedet ikke på nettet. Det er helt bevidst, at de hellere vil have kunderne ind i butikkerne. Jægeren og Lystfiskeren har der imod en smule salg på nettet.
- Det betragter vi også mere som en service end som et område vi skal satse stort på. Mange kunder tjekker for eksempel priser på nettet inden de vælger, hvad de vil købe, og så kommer mange alligevel i butikken, for at se og mærke varen i virkeligheden. Det er også en måde at få nye kunder på, siger Morten Rex.
Dobbelt butiksdød i Nordjylland
Ifølge tal fra Danmarks Handelstandsforeninger er især nethandlen skyld i omfattende butiksdød. Men tilsyneladende rammer den mere end dobbelt så hårdt i Nordjylland.
På landsplan er der således forsvundet 5.7 procent butikker siden 2008, men i Nordjylland er tallet 11.2 procent. Det betyder, at der omregnet til reelle tal er forsvundet 551 forretninger i vores landsdel siden 2008.