Succes: Kæmperude blev endelig løftet på plads
Den 38 ton tunge rude kom på plads omkring klokken 23 tirsdag aften.
Med 14 timers forsinkelse fik man tirsdag aften løftet den 38 tons tunge rude, der skal monteres i Nordsøen Oceanarium løftet på plads.
Der skulle enorme mængder præcision og ekspertise og en lille smule held til, men kort før midnat tirsdag aften kom den 38 tons tunge akrylrude, der skal holde Nordsøen Oceanarium tæt, på plads.
Operationen endte med at være 14 timer forsinket i forhold til planen, men den forsinkelse var sådan set forudset, da vejret var en vigtig medspiller i forhold til det komplicerede løft. Og vejret kan man ikke bestille til klokkeslet.
Vindhastigheden i Hirtshals måtte maksimalt være 9 meter i sekundet, når ruden blev løftet, og tirsdagen igennem lå den omkring 10 meter i sekundet. Der var dog huller hvor der kunne arbejdes, så klokken 16 blev en bomlift sat ned i oceanariet. Midt på aftenen fik man løftet ruden op i lodret position og efter cirka en times ventetid i den position kunne man ved 23-tiden konstatere at det var lykkedes at få ruden på plads.
De næste to uger skal eksperter fra Japan hvor ruden også er produceret, lave fugerne på det enorme stykke akryl, så Nordsøen Oceanarium kan være klar til at åbne for gæster igen til påske.