Succes for sommerskole

Fyldt op og venteliste. Det er status for lystfiskerskolen i Terndrup. Ingen piger har dog bidt på krogen.

12 drenge boltrer sig ved kanten af mølledammen i Terndrup. Terndrup Lystfiskerforening holder i denne uge sommerskole.

- Vi vil lære børnene at fiske og opføre sig ordentligt i naturen og ved fiskevandene, siger Harry Andersen. Han er en af veteranerne fra Terndrup Lystfiskerforening, der bruger denne uge og uge 32 på at arbejde med børnene.

Sommerskolen er en af de sommerskoler, som Rebild og Mariagerfjord kommuner koordinerer i fællesskab. Det er første gang at lystfiskeri er på programmet. Holdene blev hurtigt fyldt, fyldt med drenge, for ingen piger har fundet vej til søkanten.

- Det er mærkeligt, meget mærkeligt. Vi ser nemlig tit piger med søerne og vi har da også medlemmer her, men det her trækker åbenbart ikke. Pigerne er ellers ret gode til at fiske. De er ofte lidt mere tålmodige end drengene, siger Harry Andersen, med et smil på læben.