Sundhedsforsikringer koster staten kassen
De private sundhedsforsikringer er blevet en dyr forretning for statskassen. Det skriver politiken.dk.
Selv om det egentlig er arbejdsgiverne, der betaler for de sundhedsforsikringer som knap en million danskere har i dag, så er udgiften fradragsberettiget, og dermed går staten glip af massive skatteindtægter.
Således må staten op med cirka en halv milliard kroner for de private sundhedsforsikringer. Det fremgår af et svar, som sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) har sendt til Folketingets sundhedsudvalg.
Her fremgår det, at en rapport fra januar 2008 vurderede, at udgiften til sundhedsforsikringer ville blive på 340 millioner kroner.
Men med en prisstigning på helt op mod 25 procent på
forsikringerne, så stiger statens udgifter til 425 millioner
kroner.
Hertil kommer så, at flere har fået en sundhedsforsikring, og derfor ender regningen på cirka en halv milliard.
Penge, som Socialdemokraternes medlem af sundhedsudvalget, Flemming Møller Mortensen, mener burde bruges på de medicinske og psykiatriske patienter i stedet.
- Det er jo fuldstændig forkert, at sundhedsforsikringerne skal suge penge ud af statskassen, når der mangler penge i sundhedsvæsenet«, siger Flemming Møller Mortensen til
politiken.dk.
Prisstigningen på sundhedsforsikringerne skyldes, at flere er begyndt at bruge deres forsikring - bl.a. som følge af strejken i sundhedssektoren i sommer.
Dermed har forsikringsselskaberne øgede udgifter til behandling af deres kunder.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) er i øjeblikket i
Kina. Men i en mail til politiken.dk skriver han, at
sundhedsforsikringerne hjælper med at få nedbragt puklen af behandlinger som blev udskudt, da sygeplejersker og andet sundhedspersonale strejkede i sommer.
-De forventede prisstigninger på sundhedsforsikringer er
udtryk for, at sommerens arbejdskonflikt på sygehusene midlertidigt har givet længere ventetider på de offentlige hospitaler, og at der derfor er flere, der benytter forsikringen til at få en behandling. Det er jo på ingen måde spildte penge, som socialdemokraterne vil gøre det til. Det er arbejdsgivere, der betaler for hurtig behandling for deres medarbejdere - høj
som lav - så de kan komme hurtigt tilbage på arbejde, og skattereglerne indebærer så, at det vil vi ikke stille os imellem, skriver Jakob Axel Nielsen.
/ritzau/