Super sygehus rykker nærmere

En af de første store milepæle for det nye universitetssygehus er ved at være nået, når Aalborg Kommune i juni kan vedtage forudsætningerne for at bygge på grunden i Aalborg Øst, skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

Aalborg Byråd kan i juni 2011 vedtage de nye planer for området i Aalborg Øst, hvor det nye sygehus skal bygges.

- Jeg er glad for, at Aalborg Kommunes Teknik og Miljøudvalg nu er færdige med det store arbejde med plangrundlaget for det nye universitetssygehus, så kan vi nemlig begynde at planlægge hovedstrukturen for byggeriet, siger regionsrådsformand Ulla Astman (Soc.dem.).

Aalborg Kommune modtog i alt 11 indsigelser til planerne efter høringsfasen i foråret. Indsigelserne er nu behandlet og indarbejdet i planforslagene.

- Det har været en god proces, hvor der har været stor offentlig interesse både i høringsfasen og til borgermødet i Aalborg Øst i foråret, fortæller rådmand Mariann Nørgaard (Venstre). 

Formålet med tillæg for kommuneplan, lokalplan og miljøvurdering er at sikre, at det cirka 92 hektar store område fremover kun kan anvendes til offentlige formål. Det vil for dette område være i form af Universitetssygehus og psykiatri. Derudover kan der etableres tilknyttede funktioner som sygehusapotek og depot.

Region Nordjylland er i øjeblikket i fuld gang med at udarbejde materiale til projektkonkurrencen om det nye sygehus. Regionen forventer at udskrive konkurrencen i løbet af juni 2011.


Seneste nyt

fra Nordjylland