Svært at låne til sommerhus
Foto: Hedegaard
Selvom udsigten er enestående og der er interesserede købere, så er de kystnære sommerhuse ved Nr. Lyngby og Lønstrup mere end almindeligt svære at sælge.
Banker og kreditforeninger sidder nemlig tungt på pengekassen, når husene skal finansieres. Det oplyser P4Nordjylland.
Lige nu har Peter Monrad fra Vestkystmægleren i Løkken fem-seks sommerhuse til salg, som ligger mellem fire og ti meter fra kysten ved Løkken og Nr. Lyngby på Vendsyssels vestkyst.
- Og de fleste af køberne vil jo gerne have 30-årige lån. Og når man har 30-årige lån, så skal man også meget gerne have mulighed for at kunne betale det i 30 år. Og derfor går kreditforeningen mange gange ud og måler op, om det her hus kan ligge der i 30 år, siger Peter Monrad.
I gennemsnit siger man, at havet æder en halv til en hel meter af kysten om året. Så når der kun er fem, ti eller femten meter tilbage, er der problemer med finanseringen.
- Så kan man ikke få lån i de her huse, siger Peter Monrad.
Ved Nr. Lyngby og Lønstrup er der i alt omkring 10 huse til salg, som ligger under 10 meter fra kysten.