Svane skudt med pile

En svane er død, efter ukendte gerningsmænd skød den med metalpile i hoved og hals.

En svane i Hedelund Rhododendronpark i Brønderslev forblødte, efter ukendte gerningsmænd lørdag skød svanen med metalpile. Svanen blev ramt både i hovedet og i halsen.

Ifølge vagtchef hos Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen, var det en borger, der opdagede mishandlingen. Han havde set svanen svømme rundt med pilene - og så meldte han det til Brønderslev Kommune, som kontaktede politiet.

Det er endnu uvist, hvem der står bag mishandlingen, og hvilken type våben der er brugt til at skyde svanen med.

Pilene er 11 centimeter lange - og ifølge Karsten Højrup Kristensen kan de stamme fra et pusterør eller en armbrøst.

Politiet har noteret mishandlingssagen, og nu vil man gerne høre fra eventuelle vidner. Det kan ske på telefon 1-1-4.


Seneste nyt

fra Nordjylland