Svensk model møder modstand
Risikoen for at man dør på vejene i Sverige er mindre, end den er herhjemme. Det fik i går Carsten Andersen til at opfordre danske politikere til at indføre en model fra Sverige, hvor unge kan få en fornemmelse for trafik allerede fra 16 års alderen. Men
I Sverige er det tilladt for unge fra 16 år at modtage undervisning i en privat bil. Kravet er blot, at der sidder en instruktør ved siden af. I de fleste tilfælde en forælder.
Forslaget kommer på en tragisk baggrund. Onsdag aften mistede Carsten Andersen sin 17-årige datter Martina på vejen syd for Frederikshavn. Hun var passager i en bil, hvor chaufføren mistede herredømmet på grund af for høj fart.
Men Carsten Andersens forslag om den svenske model møder modstand herhjemme. Blandt andre fra Dansk Kørerlærer-Union og flere af deres medlemmer, som kan se flere problemer i at indføre ordningen i Danmark.
- Er alle vi andre interesseret i, at der begynder at køre en helt masse 16-årige rundt med deres forældre eller en kammerater ved siden af, som skal forsøge at lære dem køre bil? Det er jeg bestemt ikke interesseret i, siger kørerlærer Asger Heinrich Nielsen.
Han bakkes op af sin organisation. Dansk Kørerlærer-Union mener ikke, at det vil få nogen positiv indflydelse på ulykkesstatistikken, at lade de 16-årige køre bil.
- At folk går ud og bliver dræbt i trafikken har intet med deres kørefaglige egenskaber at gøre. Det er en tilsidesættelse af alt det de har lært i deres køreuddannelse og vist ved køreprøven, siger formand for Dansk Kørerlærer-Union, René Arnt.
Ifølge Rådet for Større Færdselssikkerhed, så har Danmark flere trafikdræbte, end de lande vi normalt sammenligner os med. Herhjemme dræbes cirka 7 indbyggere i trafikken ud af hver 100.000. I Sverige og Norge ligger tallet omkring 5,5. (2004)
Læs om den svenske model på www.handledare.se