Svensk svindler snød nordjyder med historie om voldelig ekskæreste
Foto: TV2
Caroline Bergendahl eller Hanne Charlotte Rasmussen, som hun kalder sig her i Danmark, er hovedperson i TV2-dokumentaren "I hælene på en svindler".
Vi har tidligere fortalt om Hanne Charlotte Rasmussens svindel med kolonihaver i både Skagen og Frederikshavn, ligesom hun har snydt en ældre mand i Attrup for mange penge.
I dokumentarseriens tredje afsnit kommer det frem, at hun også har lagt vejen forbi Hals. Her blev de lokale borgere betaget af den svenske svindlers historie.
Hanne Charlotte Rasmussen var blevet skilt, og havde derfor taget turen over sundet og hele vejen til Hals, hvor hun tilmed fandt sig en ny kæreste.
- Hun har udseendet med sig, og så hun er god til at snakke, siger Tom Bak og fortsætter.
- Hun kan sgu snakke bukserne af enhver mand, hvis man skal sige det på den måde. Det kan hun.
Hvad fortalte hun om sin fortid?
- Hun var flygtet fra Sverige på grund af en ekskæreste, som åbenbart havde mange penge. Ekskæresten kunne få det til at lyde, som om det var hende, det hele var galt med.
Løbet fra huslejeregningen
Den tidligere frisør i Hals, Tina Skødt, fik også fingrene i klemme i kontakten med Hanne Charlotte Rasmussen.
Hun lejede en bolig ud til den svenske kvinde og fik også historien om den voldelige svenske kæreste.
- Jamen, det er rystende. Han havde også siddet i fængsel for det, og nu var han så på fri fod. Derfor var hun flygtet til Danmark, fortæller den tidligere frisør.
Men en dag var Hanne forsvundet fra Hals. Tilbage stod Tina Skødt og en anden udlejer uden de havde fået de penge, som den svenske kvinde skyldte dem.
Den dag i dag husker Tom Bak stadig den voldsomme historie om Hanne og hendes farlige svenske ekskæreste.
- Hun kaldte ham Bosse og sagde, at det var en af Sveriges rigeste mænd.
- Hvor meget, der så passer, det er jo så uvist, slutter Tom Bak.