De danske ægproducenter vil gerne udvide for at kunne udnytte potentialet af den stigende efterspørgsel på økologiske æg i Danmark. Men ifølge producenterne selv står stramme regler i vejen for udvidelser.
- Vi vil gerne fordoble vores produktion, men kan i øjeblikket ikke få en afklaring af, hvordan reglerne bliver, siger ægproducent Henrik Sørensen, Flauenskjold til P4 Nordjylland.
De danske myndigheder fortolker EU-regler meget strammere end i andre lande. De danske høns skal blandt andet have lov til at brede sig over dobbelt så meget plads som deres svenske søstre.
- Så længe fortolkningen er strengere i Danmark, får vi økologiske æg ind af bagdøren fra Sverige, og mister samtidig et enormt potentiale i eksport af æg og ægprodukter, siger Ivan Jørgensen til P4 Nordjylland. Han er direktør for Hedegaard Foods i Hadsund, som er leverandør af næsten halvdelen af de danske økologiske æg.
Cirka 6 procent af de økologiske æg importeres fra Sverige.
Det skriver P4 Nordjylland.