Svenstrup-kører nummer 3
Formel Ford køreren Marco L. Sørensen kørte en tredjeplads hjem i sæsonens første afdeling på Jyllands-Ringen.
Ronni Jensen, Næstved, var sidste efterårs komet i Formel Ford-klassen, og den tidligere rallycross-Danmarksmester fik da også en kanonstart, da han lørdag vandt det første af to DM-tællende løb ved Bosch Car Service Service Åbningsløbet og dermed sikrede sig et reelt hattrick af sejre. Men den talentfulde sydsjællænder kunne ikke helt følge stilen op, da det andet DM-løb blev kørt søndag.
Det meste af søndagen manglede Ronni Jensen kort og godt fart i bilen, og han var således på et tidspunkt nede som nummer fem, inden han fik halet en fjerdeplads hjem. Men dermed var ikke bare hans sejrsrække brudt. Hans DM-føring havde også skiftet ejermand til teamkammeraten Kim Mortensen, Vemmelev.
Vestsjællænderen var blevet nummer to i lørdagens heat, men i søndagens revanche var der ingen, som kunne stoppe ham. Han kørte et godt og velafbalanceret løb, hvor han støt og roligt fik oparbejdet et forspring på små tre sekunder til Søren Zylauv, Holsted, der dermed fik revanche for et noget skuffende første løb. Sønderjyden blev dog mod slutningen af løbet presset af Marco Sørensen, Svenstrup, men nordjyden kom aldrig forbi.
Resultat af heat 1 for Formel Ford:
1 Ronni Jensen, Næstved - 14:02,513
2 Kim Mortensen, Vemmelev - 14:02,596
3 Marco Sørensen, Svenstrup - 14:03,428
Resultat af heat 2 for Formel Ford:
1 Kim Mortensen, Vemmelev - 14:27,192
2 Søren Zylauv, Holsted - 14:30,002
3 Marco Sørensen, Svenstrup - 14:31,182
DM-stillingen for Formel Ford:
1 Kim Mortensen, Vemmelev - 37 point
2 Ronni Jensen, Næstved - 35 point
3 Marco L. Sørensen, Svenstrup - 33 point