Svømmehaller på dybt vand
Svømmehallerne i Rebild Kommune er under et hårdt økonomisk pres. Siden kommunesammenlægningerne i 2007 har de mistet halvdelen af deres tilskud og nu mister de også svømmeaftaler med skoler. Det kan mærkes på økonomien.
Svømmehallerne i Rebild Kommune er under et hårdt økonomisk pres. Siden kommunesammenlægningerne i 2007 har de mistet halvdelen af deres tilskud, og nu mister de også svømmeaftaler med skoler.
I Terndrup Svømmehal må de dykke langt efter overskuddet. Svømmehallen løber stadig rundt, men der er hverken penge til reparationer eller indkøb. Senest har tre skoler opsagt deres svømmeaftaler. Det betyder færre penge i kassen.
- Det er ikke sjovt, at sidde i en bestyrelse lige nu, og det er ikke så sjovt at være medarbejder. Det er ikke sjovt, når tingene er så pressede, som de er i øjeblikket, siger Mette Olsen, der er næstformand i Terndrup Svømmehal.
Svømmehallen har nemlig et akut problem. Der mangler 110.000 kroner til et nyt doseringsanlæg, som sørger for vandets kvalitet, for det gamle kan snart ikke mere. Det bekymrer svømmehallens bademester.
- Hvis vores vandkvalitet ikke er som den skal være, så kan det give katastrofale konsekvenser, for folk kan blive rigtig rigtig syge af det, og det er jo mit ansvar, at folk ikke bliver det, siger bademester Thomas Lybeck.
Derfor søger svømmehallens bestyrelse nu om økonomisk akuthjælp fra kommunen til et nyt doseringsanlæg, så svømmehallen kan holde sig oven vande.
- Vurderer vi, at der både er plads og det er Terndrup, der skal have, så tror jeg det bliver enden på det, men jeg kan ikke love, at det er Terndrup, der får penge fra akutpuljen, siger næstformand Søren Konnerup fra Rebild Kultur og Fritidsudvalg.