Svømmetur var ikke 1000 kroner værd
En af de unge mænd, der hoppede i Limfjorden, er ikke stolt ved situationen. Det fortæller han til TV2/Nord.
Natten til lørdag og tidligt lørdag morgen rykkede politi og beredskab ud tre gange for at hente fem unge, der på forskellige tidspunkter hoppede i Limfjorden.
En af gangene var det to unge mænd, der havde sat sig for at svømme over fjorden fra Aalborg mod Nørresundby. TV2/Nord har talt med en af mændene, som erkender, at det var en dum ide, og han fraråder nu andre at gøre det samme.
- Det var absolut ikke verdens smarteste beslutning, og det er rent svineheld, at vi nåede over, siger manden, som af hensyn til familie, venner og privatliv ønsker at være anonym.
Den unge mand fortæller, at de havde fået et par øl før svømmeturen. Mens de var i vandet, havde de kontakt og råbte ind til venner, der stod på kajen. Men de var ikke klar over, at det kan være livsfarligt at svømme i fjorden, fordi man kan blive fanget af stærk strøm.
- Politiet fortalte godt, at det var virkelig farligt, så i dag er jeg faktisk glad for, at nogle tilkaldte politiet, lyder det fra manden.
De fem unge, der hoppede i Limfjorden, får alle en bøde på mindst 1000 kroner for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Det er nemlig ulovligt at hoppe i Limfjorden.
- Jeg kan kun sige til andre; vent med at svømme til det officielle Limfjordsløb. Svømmeturen er ikke tusind kroner værd. Brug hellere pengene på en bytur, siger den unge mand.