Svovlsyre i drikkevand

 Svovlsyre i drikkevand

Drikkevandet i Skagen skal renses med svovlsyre som forsøg. Giver det gode resultater, vil renseprocessen blive en del af et nyt vandværk i Skagen. Det er en meget uheldig glidebane, lyder det fra politiske kritikere.

Problemet med vandet fra Skagen er, at det ligger lige på grænsen til at være ulovligt set med EU øjne. PH værdien er nemlig ikke god nok.

- Vi er nødt til at tilsætte lidt flere stoffer end man gør andre steder. Nogle steder kan man pumpe det klare vand op, det kan vi ikke i Skagen, siger direktør for Forsyningen i Frederikshavn, Gert Andersen.

Det er svovlsyre og lud, der skal få vandet i balance - og det er en proces, der ikke tidligere er brugt på danske vandværker.
I Skagen står grundvandet højt, og fra naturens side er der masser af skidt fra bla. tang og planterester, der skal renses væk, før vandet kan løbe fra hanerne.
Tidligere døjede skagboerne med brunt vand, siden blev det hvidt, og for at få det klart tilsættes nu svovlsyre og lud.
- Det vi gør, at vi fælder nogle ting ud ved hjælp af en lille smule svovlsyre og bagefter neutraliserer vi det med lud. Det er mindre en justering af den eksisiterende proces, siger Gert Andersen.

Godkendt af embedslæge
Det er i så små mængder med kemikalier, der er helt gængse - så Gert Andersen vurderer, at der ingen problemer er i det.

Processen er godkendt af embedslægen, men politisk og principielt vækker det harme, at Frederikshavn kommune nu tilsætter drikkevandet kemikalier.

Som frygtet
- Det var præcis det her vi frygtede i amtet, og det er frustrerende at se de ting som vi fagligt set sagde i amtet er forkert, ja, det vedtager kommunerne nu, siger Thomas Krog (SF) - nuværende Regionsmedlem og tidligere medlem af Nordjyllands Amt.
Han har flere gange i sin tid som politikere i amtet været med til at sige nej nej og atter nej til forsøg med at rense drikkevand - men i dag er det kommunerne selv der bestemmer.

Mindst skadelige
- Nu skal vi ikke overdramatisere det her, for mig er det stadig en kosmetisk ændring. Det er klart, at hvis vi skal til at bruge hårde metoder for at få rent vand, så er det betænkeligt, og det er der ingen af os, der ønsker. Det vi gør nu er et forsøg med det miljømæssige mindst skadelig vi kan, siger John Christensen (Venstre), der er formand for plan - og miljøudvalget i Frederikshavn, der netop har godkendt en fire ugers forsøgsperiode med svovlsyre på vandværket i Skagen.


Seneste nyt

fra Nordjylland