Syge tvinges til ekstra besøg

Rygpatienter indkaldes ekstra mange gange, for ellers hænger økonomien ikke sammen på reumatologisk afdeling på Sygehus Vendsyssel i Hjørring.

Nordjyske rygpatienter bliver indkaldt helt op til seks gange på reumatologisk afdeling på Sygehus Vendsyssel i Hjørring.

Ellers kan ambulatoriet ikke få økonomi i behandlingen, da takstsystemet er skruet sådan sammen, at afdelingen kun kan få én besøgstakst om dagen per patient på 1832 kroner.

Så selv om al faglig fornuft siger, at det gavner patienten at se lægen, sygeplejersken og fysioterapeuten på samme dag, så deler afdelingen besøgene op i flere bidder, skriver Dagens Medicin.

- Vi er simpelthen nødt til at tænke kreativt og lade patienterne møde op nogle ekstra gange, hvis økonomien skal løbe rundt for os. Takstsystemet tilskynder til en unødvendig stor spredning af behandlingsforløbet og modarbejder alt samarbejde, fordi vi ikke kan blive honoreret for en tværfaglig konsultation, siger ledende overlæge Claus Rasmussen.

Rygcenter Ringe på Fyn har haft samme problem, men her besluttede ledelsen forrige år at se stort på takstafregningen og samlede patientforløbene på færre dage.

Det giver et stort fagligt løft, men også en økonomisk ørefigen. Selv om centret behandlede lidt flere patienter i 2008 end i de foregående år, faldt indtjeningen på afdelingen med 10 procent. I år skal afdelingen derfor spare en million kroner.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland