Sygefraværet stiger i kommunerne – særligt ét nordjysk sted skiller sig ud
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I 2022 har sygefraværet nået et historisk højt niveau, fremgår det af rapport.
- Hej chef. Jeg ringer bare for at sige, at jeg ikke kan komme på arbejde i dag.
En besked eller telefonsamtale, som fra morgenstunden indledes i den dur, er langt fra uvant i det kommunale.
En rapport fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd - viser nemlig, at lærere, sosu'er og andre ansatte i kommunerne i gennemsnit på landsplan har en sygedag hver 14. arbejdsdag.
I en nordjysk kommune står det særligt grelt til. I Morsø Kommune ligger sygefraværet i gennemsnit på 9,1 procent per medarbejder, hvilket gør det til den af landets 98 kommuner, der har det højeste sygefravær, svarende til en sygemelding hver 11. arbejdsdag.
Borgmesteren i Morsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen (V), skriver i et skriftligt svar til TV2 Nord, at han på nuværende tidspunkt ikke ved nok om årsagen til den høje sygefraværsprocent og dermed ikke ønsker at udtale sig.
Han skriver videre:
- Vi er på tærsklen til at udrulle en ny sygefraværspolitik og undersøgelse, som vi har fået eksterne midler til. Her er der fokus på kultur, reelt sygefraværsbaggrunde og ledelse. Vi søger i den forbindelse at finde årsagen(erne) til udfordringen. Vi har forsøgt forskellige tiltag i løbet af årene, men desværre uden den ønskede effekt.
Flere mulige årsager
Sygefraværet i kommunerne er på landsplan steget gevaldigt siden 2020. Dengang lå det blot på 5,3 procent, mens tallet i 2021 var 5,8, inden det i 2022 nåede helt op på 7,1 procent.
Professor Kurt Houlberg er en af forskerne bag den nye rapport. Han fortæller til TV 2, at der kan være flere årsager til stigningen.
I en tid med høj beskæftigelse mener han, at folk er mindre bange for at miste deres job, nu hvor der er mangel på arbejdskraft, og derfor er folk mere tilbøjelige til at melde sig syge, når de har det dårligt.
Desuden vurderer han, at den høje beskæftigelse har fået flere personer med større skavanker ind på arbejdsmarkedet, og den gruppe har flere sygedage end gennemsnittet. Udover de to førnævnte årsager tror Kurt Houlberg også, at coronasmitten i de første måneder af året afspejler sig i tallene.
- Man kan også forestille sig, at det betyder noget, at der er flere, der oplever stigende arbejdspres. Der kan være flere stressbetingede sygemeldinger, siger Kurt Houlberg til TV 2.
I Nordjylland stemmer sygefraværsprocenten overens med landsgennemsnittet.