Sygehus-direktør: - Vi er rigtig trætte af det
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Direktør på Sygehus Vendsyssel trækker mad produceret i beskidt betonblander tilbage.
Direktør på Sygehus Vendsyssel Henrik Larsen har trukket al den mad, sygehuset har fået leveret fra Randers-virksomheden Nordic Ingredients tilbage.
- Der er tale om 258 stykker gelésmørrebrød, som vi bruger til patienter med svær grad af synkebesvær, og dem har vi trukket tilbage fra afdelingerne til centralkøkkenet i Hjørring, og så skal de destrueres, siger Henrik Larsen.
Nordic Ingredients blev lukket torsdag på grund af uhygiejniske forhold i produktionen. Blandt andet blev ingredienser blandet i en beskidt betonblander, og virksomheden var end ikke registreret hos Fødevarestyrelsen.
- Vi er virkelig trætte af, det kunne ske siger Henrik Larsen, der oplyser, at det er krydderiblandinger til gelésmørrebrødet, man har fået leveret.
- Vi vil gerne genstarte produktionen af gelésmørrebrød, som vi synes er er godt at give til vores patienter med synkebesvær, så de ikke kun skal leve af suppe. Men det kræver så at vi finder en ny leverandør af de her krydderiblandinger, siger direktøren.