Sygehuspersonale raser over regionerne

 Sygehuspersonale raser over regionerne

Et rekordstort fællesindkøb af scannere til landets sygehuse er ifølge flere læger og eksperter endt i en skandale. I flere tilfælde får hospitalsafdelingerne ikke det udstyr de har brug for, skriver Dagens Medicin.

På Billeddiagnostisk Afdeling på Sygehus Vendsyssel i Hjørring får de en ny scanner de slet ikke har brug for.
Administrerende overlæge Carsten Conrad siger:
" Jeg synes det er bedrøveligt, at vi nu får en scanner, som reelt allerede er forældet, når den bliver installeret".

Radiograf Peter Lasborg fra den samme afdeling var en af de 130 eksperter, der var udpeget til at rådgive regionerne om fællesindkøbet af scannere. Han er endnu mere frustreret end sin chef:

"Jeg føler, at mine faglige argumenter er blevet overrulet af økonomer, og jeg frygter, at især kræftpatienterne bliver tabere i det spil", siger han til TV2/Nord.

Billeddiagnostisk Afdeling på Sygehus Vendsyssel i Hjørring havde specifikt ønsket sig en CT-scanner, der kunne udføre såkaldt vævsdifferentieret scanning. En metode og teknik, der i langt højere grad giver mulighed for at stille en mere præcis diagnose af f.eks. kræft.

Administrerende overlæge Carsten Conrad er parat til at sætte hårdt mod hårdt:
"Hvis det ender med at vi får en scanner, som vi ikke har brug for, så ønsker jeg ikke længere at lede afdelingen".


Seneste nyt

fra Nordjylland