Sygeplejerske må vente længe på afgørelse i erstatningssag
Erstatnings-advokat Anker Laden-Andersen kritiserer Region Nordjylland for unfair behandling af ulykkesramt medarbejde. Det konservative medlem af regionsrådet, Per Larsen, vil undersøge kritikkens berettigelse
Sygeplejerske Jytte Hosbond fra Års har mistet mere end halvdelen af sin erhvervsevne ved en arbejdsulykke i januar 2004.
Arbejdsskadestyrelsen har - efter tre års undersøgelser - vurderet konsekvensen af den løfteulykke Jytte Hosbond var udsat for i januar 2004.
Erstatningen kan komme til at koste Region Nordjylland op i mod tre millioner kroner. Derfor har regionen valgt at anke afgørelsen, og det betyder, at Jytte Hosbond har udsigt til yderligere et par år i uvished.
- Region Nordjylland behandler sine medarbejdere ualmindelig hårdt. Vi har erstatningssager landet over, og vi oplever ikke andre steder en sådan forråelse i behandlingen fra en offentlig myndigheds side, siger Jytte Hosbonds advokat Anker Laden-Andersen.
- Arbejdsskadestyrelsen behandler tusinder af skader, og sidder inde med den største ekspertise. Derfor virker regionens anke malplaceret.
Regionsdirektør Per Okkels føler ikke, at medarbejderen behandles ukorrekt.
I det her tilfælde er det Per Okkels' opfattelse, at Jytte Hosbonds tab af erhvervsevne ikke er så højt som de 55 procent, Arbejdsskadestyrelsen fastslår.
- Vi administrerer skatteydernes penge. Det skal vi gøre ansvarligt, og så er det relevant at anke den her afgørelse.
Kritikken fra erstatningsadvokaten bringer imidlertid det konservative medlem af regionsrådet, Per Larsen fra Hjørring, på banen.
- Advokaten rejser kritik. Det må han jo have baggrund for, og så vil jeg undersøge, om det er berettiget kritik, siger Per Larsen.
- Vi kan kun være interesseret i en fair behandling af regionens personale, og den skal i hvert fald være mindst på højde med andre regioner.
Kan der stilles spørgsmål herved, er det op til os politikere at skabe et administrationsgrundlag, der er fair og i orden.
Per Larsen tager spørgsmålet op, når regionens forretningsudvalg holder møde mandag.