Syv løsladt i drabssag

 Syv løsladt i drabssag

Politiet eftersøger fortsat flere personer, der var involveret i eller vidner til masseslagsmålet i Jomfru Ane Gade i Aalborg, hvor 21-årig fra Århus blev knivdræbt.

Betjente i Aalborg ledte søndag efter flere personer, som er mistænkt for at have være indblandet i det blodige knivopgør, som lørdag morgen kostede en 21-årig mand livet.
- De ved godt, at vi søger dem, siger vicepolitiinspektør Kell Svenningsen i Nordjyllands Politi. Eftersøgningen retter sig mod mænd fra det nordjyske område.
Søndag løslod politiet samtlige de syv, der var blevet anholdt i løbet af lørdagen, oplyser Nordjyske på sin hjemmeside. Til gengæld skulle man afhøre de to mænd, som søndag morgen klokken otte meldte sig selv på Station City i København. De var flygtet fra Aalborg i en rød Ferrari, som svenske politifolk fandt natten til søndag i Malmø.
Det var uvist, om de to fra Ferraien vil blive fremstillet for en dommer med krav om fængsling.
Politiets foreløbige billede af begivenhederne på diskotek Tiger i Jomfru Ane Gade drejer sig om, at to grupper tilfældigt stødte sammen.
Den ene bestod af både lokale unge mænd og af unge fra København. Alle havde tidligere på natten været til fest i rockergruppen Bandidos' klubhus i Skalborg. Den anden gruppe bestod af unge fra Århus-området - heriblandt den senere dræbte, 21-årige William Lennon Davis, som i øvrigt havde planer om at blive politibetjent. Han blev fundet stærkt blødende ved en 7-Eleven-kiosk.
Slagsmålet begyndte inde i diskoteket og bredte sig herefter til Jomfru Ane Gade, og politifolk fandt sårede i en baggård og liggende flere steder i gaden.
Selv om der var sårede på begge sider, er det ikke sikkert, at Århus-gruppen ligesom modstanderne brugte knive.
- Nogle i Århus-gruppen følte sig nødsaget til at bruge glas og flasker som kasteskyts for at forsvare sig. Man var endda inde i 7-Eleven for at hente flasker og frugt for at kaste med for at holde de, der havde våben, væk, siger Kell Svenningsen.
Han tilføjer, at de anholdte som udgangspunkt er sigtet for vold med døden til følge.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland