Syv nordjyske strande kan til sommer hejse det blå flag
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Friluftsrådet har offentliggjort en liste over danske strande med det blå flag. Syv nordjyske strande er på listen, mens 10 nordjyske strande har fået mærket Badepunkt. Arkivfoto.
Til sommer vil et blåt flag vaje på syv nordjyske strande. Det blå flag er bevis på, at badevandskvaliteten er i top. Samtidig har 10 strande fået mærket Badepunkt.
Til sommer valfarter turister og sommerhusgæster til Nordjylland og de nordjyske strande. Mange vil i den forbindelse nok se efter det blå flag, som er en international ordning, der viser, at stranden har rent badevand og fokus på miljø og natur.
Friluftsrådet har mandag offentliggjort listen over strande og havne, der til juni kan hejse det blå flag. Her er syv nordjyske strande med på listen. Heraf tre i Frederikshavn Kommune og fire i Morsø Kommune.
- Miljø og natur er mere og mere på dagsordenen både på politisk niveau og hos den enkelte dansker. Det taler Blå Flag meget ind i, fordi et af de vigtigste kriterier for at få det blå flag er, at der på stranden eller havnen afholdes forskellige aktiviteter, som gør gæsterne klogere på natur og miljø, siger Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet.
I 2019 var TV2 Nord forbi Frederikshavn Kommune for at høre om Det Blå Flag:
Det hvide flag
Det kan undre, at det udelukkende er strande i Frederikshavn og Morsø, der er på listen, men der er en god forklaring - og forklaringen er ikke, at badevandet andre steder i Nordjylland er af dårlig kvalitet.
De fleste nordjyske kommuner har nemlig meldt sig ud af Blå Flag-ordningen. De hejser i stedet det hvide flag, som er en nordjysk ordning. Flaget står - ligesom det blå flag - for, at badevandskvaliteten er i orden.
Samtidig betyder et hvidt flag, at man gerne må have hunde i snor og bilen med på stranden. Det må man ikke på strande med blåt flag. I alt har Nordjylland 60 strande, der er tildelt enten det blå flag eller det hvide flag.
Herunder kan du se et indslag fra 2019 om den nordjyske badevandsordning, Det Hvide Flag:
10 nordjyske strande byder på gode oplevelser
I alt kan 169 strande og 15 havne i Danmark hejse det blå flag. Samtidig får 53 strande og søer mærkningsordningen Badepunkt, som viser, at der er særlige natur-, kultur- og fritidsoplevelser i området.
Badepunktet er en nordisk mærkningsordning, der blev indført i 2018. 10 strande i Frederikshavn Kommune har fået Badepunktet. Det gælder blandt andet Gl. Skagen Strand og Kandestederne.
- Det er mit håb, at vi i de kommende år vil se langt flere Badepunkt-flag rundt om i landet, siger Winni Grosbøll.
Du kan se listen over alle danske strande med blåt flag samt Badepunkts-strande på Friluftsrådets hjemmeside.
NORDJYSKE STRANDE MED BLÅT FLAG OG BADEPUNKT
Badepunkts-strande:
- Bratten Strand (Frederikshavn Kommune)
- Bunken Strand (Frederikshavn Kommune)
- Damstederne (Frederikshavn Kommune)
- Gl. Skagen (Frederikshavn Kommune)
- Hedebo Camping (Frederikshavn Kommune)
- Kandestederne (Frederikshavn Kommune)
- Lyngså Strand (Frederikshavn Kommune)
- Skiveren (Frederikshavn Kommune)
- Strandby Nordstrand (Frederikshavn Kommune)
- Ålbæk Strand (Frederikshavn Kommune)
Strande med Blå Flag:
- Palmestranden (Frederikshavn Kommune)
- Sæby Nordstrand (Frederikshavn Kommune)
- Sønderstrand (Frederikshavn Kommune)
- Sillerslev Havn (Morsø Kommune)
- Sillerslev Strand (Morsø Kommune)
- Sundby Strand (Morsø Kommune)
- Østerstrand (Morsø Kommune)
Kilde: Friluftsrådet