LIGE NU:

Tæskehold fik igen af samme skuffe

Aalborg Sportshøjskole blev i weekenden ufrivilligt valplads for to sammenstød mellem elever på skolen og en gruppe unge indvandrere fra Århusforstaden Brabrand.

Lørdag
Allerede lørdag mødte et tæskehold på fire mand op fra Århus for at hævne en tidligere episode, men de fik i stedet selv ørerne i maskinen.

Elever på Sportshøjskolen gav igen af samme skuffe og de fire voldsmænd blev sendt hjem med uforrettet sag.

Søndag
Sent søndag aften forsøgte 12-15 mand fra Brabrand så igen at få hævn, og denne gang lykkedes det at trænge ind på Sportshøjskolen.
Tre eleverne fik skrammer, et fjernsyn blev smadret og en dør og flere lamper fik samme skæbne.
De unge indvandrere var bevæbnet med blandt andet køller, men alligevel gjorde 6 elever så megen modstand, at de igen hurtigt tog flugten.

Uro mellem elever
De to voldsepisoder er kulminationen på længere tids uro mellem danske og udenlandske elever på Sportshøjskolen.

Eleverne er skræmt
Lærer Kim Lynge Pedersen siger til TV2 Nord:
- Flere af vores elever er selvfølgelig skræmt over at se en så stor og truende flok mennesker inde på skolens område, og det er vi selvfølgelig meget kede af.

Konflikten
Flere elever bekræfter overfor TV2 Nord, at konflikten bunder i længere tids kulturelle stridigheder, der er opstået omkring en elev fra Brabrand.
Han er nu ikke længere elev på Sportshøjskolen.