Tanja sad med telefonen bag rattet: Kørte ind i en lastbil

Tanja Sulkjær er en af de personer, som godt kunne været blevet mindet om, at telefonen ikke skal bruges, når man kører bil.

Aalborg Kommune vil som en del af den landsdækkende kampagne "Kør bil, når du kører bil" blandt andet male trafikbudskaber på kommunale P-båse. Det er en ny metode, som skal få deres ansatte til at skærpe opmærksomheden i trafikken.

Tanja Sulkjær er en af de personer, der har mærket, hvad uopmærksomheden foran rattet kan have af konsekvenser. I maj 2011 kørte hun frontalt ind i en lastbil, der holdt parkeret halvvejs inde i nødsporet. Hun ville skifte en sang på sin mobiltelefon.

- Jeg synes at det er uhyggeligt at tænke på, at man er så langt væk. Jeg så slet ikke lastbilen og var nærmest blind. Jeg troede jeg havde øjnene på motorvejen. De er skræmmende. at man nærmest kunne køre sig selv ihjel, fordi man ikke lige gad høre en sang, siger hun til TV2/Nord.

Tanja Sulkjær var heldig og slap fra ulykken uden mén. Hun kan dog ikke lade være med at spekulere på, hvor galt det kunne gå - blot fordi hun ville skifte sang på telefonen. I dag kunne hun ikke drømme om at have opmærksomheden andre steder end på vejen.

- Jeg kunne sidde og være super glad og så lige pludselig ikke leve mere. Det er simpelthen ikke det værd, siger Tanja Sulkjær.

Vejdirektoratet oplyste tidligere i år, at uopmærksomhed er en medvirkende årsag i 35 procent af dødstilfældene i forbindelse med trafikuheld.


Seneste nyt

fra Nordjylland