Thyra Frank mødes af kritik

Den kendte plejehjemsleder Thyra Frank vil i Folketinget for Liberal Alliance i Nordjylland. Men knap er hun stillet op før hun kritiseres for ikke at have tilstrækkelig politiske strenge at spille på.

Thyra Frank blev præsenteret som spidskandidat på et pressemøde den 8. februar. Af mødet fremgik det, at hun havde lavet en aftale med partiets leder Anders Samuelsen om, at hun udelukkende skal koncentrere sig om de ældre og socialpolitiken.

Den strategi er der delte meninger om hos dem som kender Christiansborg indefra.

En nordjysk politiker med godt 28 års erfaring på Christiansborg nikker anerkendende til Liberal Alliances aftale med Thyra Frank.

-Jeg mener liberal Alliance sådan set har været ret smarte, når det er lykkedes dem at få fat i Thyra Frank. Hendes udmelding er en fin start. Noget andet er, når hun så sidder i Folketinget, på bliver hun nødt til at være bredere end det, hun har signaleret, siger det tidligere folketingsmedlem og minister Ole Stavad (S) til TV2/Nord.

Andre finder aftalen useriøs og direkte naiv.

-Der må jeg sige, at hvis man vil være en politiker som vil tages seriøst, så kan man ikke bare sige, at der er en helt masse spørgsmål jeg ikke vil svare på. Hun kan ikke sige, at 99 procent af dansk politik vil jeg slet ikke forholde mig til - jeg vil kun forholde mig til, hvordan de gamle har det ude på plejehjemmene. Det er naivt, siger Henrik Qvortrup, der er politisk redaktør på TV2 Nyhederne til TV2/Nord.

58-årige Thyra Frank har siden 1988 drevet plejehjemmet Lotte på Frederiksberg. Hun er kendt for at blæse på regelrytteri og papirnusseri for at give de gamle en værdig alderdom, eller som hun siger - et liv før døden. De gamle på plejehjemmet Lotte får serveret rødvin til maden og portvin til desserten, og bestemmer selv, hvornår de vil stå op og gå i seng.


Seneste nyt

fra Nordjylland