Thyra: Tillad rygning med de ældre
Foto: TV2/Nord
Thyra Frank mener, at personalet på landets plejehjemme skal have lov til at ryge med beboerne i deres boliger.
Det skriver Nordjyske Stiftstidende.
Lad personalet ryge sammen med de gamle. Sådan lyder budskabet fra Thyra Frank, der vil tillade, at ansatte på landets plejehjemme, der selv ryger, skal have lov til at ryge med de ældre i deres boliger. Det skal dels mindske risikoen for at de ældre kommer til at sætte ild til sig selv, og dels give socialt samværd.
- Der er alligevel altid nogen i personalegruppen, der ryger, så lad dem få det sociale med beboerne, siger Thyra Frank til Nordjyske Stiftstidende.
Hun understreger, at det skal være frivilligt at ryge med de gamle. Og Thyra Frank bakkes op af både formanden for FOA og folketingspolitiker Bjarne Laustsen. Men ved Kræftens Bekæmpelse kalder man forslaget for ubehageligt.
- Tobaksforurenet luft er i samme kræftfareklasse som asbest. Vi er nødt til at passe på folk i arbejdsmiljøet, også selv om de tilbyder at udsætte sig selv for kræftfremkaldende stoffer, siger overlæge Inge Haunstrup Clemmensen.