02:30

Foto: Michael Kragmann

1 af 2

Tidlig julegave - Millioner til nordjysk natur

Tirsdag præsenterede miljøminister, Kirsten Brosbøl, en helt ny plan, der lægger op til en investering på 6,6 milliarder kroner i naturen, og en del af pengene vil ramme Nordjylland.

Nok er der over en uge til jul, men den nordjyske natur har i dag fået årets første julegave. Det ligger fast, efter miljøminister, Kirsten Brosbøl i dag præsenterede en plan, der skal give renere vand og pænere natur.

- Der er tale om en historisk stor indsats i vores vandmiljø og for vores natur. 6,6 milliarder frem mod 2021 investerer regeringen nu i at forberede vores vandmiljø og skabe en rigere natur i Danmark, siger Kirsten Brosbøl.

Et af de steder, der får glæde af de mange millioner er Dybvad Sø, der skal restaureres, så den i fremtiden kan bruges som badesø.

- Det kommer jo som en overraskelse, for det er jo ikke noget, at jeg eller nogen her i byen havde hørt noget om. Man kan sige, at det er en rigtig glædelig overraskelse, som hele byen vil tage i mod med kyshånd, siger Norma Pedersen, der er bestyrelsesmedlem i Dybvad Borgerforening.

Miljøministeriets julegave skaber også brede smil i Jerup, hvor Jerup Hede står til økonomisk hjælp. Frank Nielsen har boet i Jerup i 70 år, og han har set, hvordan nåletrær har været et problem for de åbne landskaber og lyngen på heden. Han glæder sig over, at hans tro følgesvend gennem mange år nu får en hjælpende hånd.

- Der er jo mange naturelskere, der bor her i området, og de er jo vældig glade for, at de kan nyde den her udsigt ud over heden. Jeg er specielt glad, for jeg nyder naturen hver dag her i området, og det er lidt som et åndehul for mig, siger Frank Nielsen.

Hvis forslaget bliver vedtaget, er det planen, at det skal træde i kraft fra 2016, og miljøminister Kirsten Brosbøl har allerede store forventninger.

- Det her vil gøre en forskel. Både for vores truede dyre- og plantearter som lever i de sårbare naturområder som vi nu gør en særskilt indsats for. Vi vil binde naturen bedre sammen, og vi vil pleje naturen bedre, så de truede arter får bedre levevilkår, siger Kirsten Brosbøl.