Tidslinje: Fra gokart i Mou til rekordholder på Le Mans
Tom Kristensen har opnået meget i sit liv. Vi har samlet overskrifterne fra barndommen i Hobro til sejrene på Le Mans.
Tom Kristensen har indkaldt til pressemøde klokken 13 i København, og flere forventer, at han annoncerer sit karrierestop.
Vi sender en eksklusiv live-udsendelse klokken 12.58 på TV2/Nord Salto.
Vi har kigget tilbage på nordjydens liv, og neden for kan du se en tidslinje med nogle af overskrifterne på Tom Kristensens karriere.
1967: Den 7. juli bliver han født i Hobro. I sine første år boede han meget passende med sine forældre over Shell-stationen på Aalborgvej i Hobro.
1978: Han kører sit første DM-løb i Minipop-klasse - tilsvarende sandkassebold i fodbold. Modstanderne i de følgende år er ældre end ham, og banen i Mou bliver hans andet hjem.
1985: Han rykker op som senior og begynder at køre internationalt i den store Formel K-klasse. Han kom dog sent i gang med sæsonen, fordi han boede med sin familie i Saudi Arabien.
1987: Efter et halvt års karantæne begynder han at køre engelsk Formel 3.
1989: Karrieren på et nulpunkt. Ingen penge, og hans fremtid inden for motorsport så sort ud. Han bruger tiden på at blive uddannet bankassistent i Himmerlandsbanken.
1991: Efter par anbefalinger til Tyskland fik han chancen for at køre den tyske Formel 3. Dog gratis, men helt sensationelt vinder han F3-mesterskabet i sin første sæson.
1993: Vinder F3-mesterskabet for Toyota i Japan. Året efter kradser krisen dog i Japan, og det bliver en sæson op ad bakke.
1995: Han får en Formel 3000-plade hos Cerumo-teamet. Herefter får han kontrakt med Lola, og alt peger i retning af, at han skal køre Formel 1, men økonomi gjorde det umuligt.
1997: Et år af de helt store. Han vinder sit første Le Mans for det tyske team Joest Racing. Bliver kaldt ind som tredjemand et par dage før løbet - og ender med at stå øverst på podiet. Han sætter samtidig banerekord.
1998: Drømmen om Formel 1 bliver ikke opfyldt via Formel 3000. Dermed beslutter han sig for at køre i det tyske Super Touring Wagen-mesterskab for Honda samt på Le Mans for BMW. Bilen udgår dog i Le Mans.
1999: Hans BMW cruiser mod endnu en Le Mans-sejr, men et uheld betyder, at de udgår, og den anden BMW-Williams vinder. I dag taler han om dette som det mest smertefulde nederlag i karrieren.
2000: Han skriver kontrakt med Audi, og herefter går det kun én vej i Le Mans-regi. Han har præsteret meget andet efter år 2000, men vi nøjes med nævne Le Mans-sejrene. Dette år vinder Le Mans med i R8'eren sammen med tyske Frank Biela og Emanuele Pirro.
2001: Vinder igen Le Mans med R8'eren med Riela og Pirro.
2002: Vinder Le Mans for tredje år i træk med samme team og kørere.
2003: Tager et år for Bentley, hvor han vinder Le Mans sammen med Rinaldo Capello og Guy Smith.
2004: Kører nu for Audi Sport Japan. Han vinder i R8'eren sammen med Selji Ara og Rinaldo Capello.
2005: Vinder igen med Audi Sport Japan med JJ Lehto og Marco Werner.
2008: Efter to år med først en tredjeplads og uheld vinder han for Audi Sport North America med Capello og Allan McNish.
2013: Efter en årrække uden sejre vinder han Le Mans med Audi Sport Team Joest med McNish og Loic Duval - han dedikerer sejren til kammeraten Allan Simonsen, som kører galt i løbet og efterfølgende afgår ved døden.
2014: Tom Kristensen kalder til pressemøde i København for at tale om karrierens fremtid.
2015: ?
Kilde: www.tomkristensen.com