Tigerunge under kniven
En seks uger gammel tigerunge er blevet opereret fordi den led af navlebrok.
Aalborg Zoos tigerunge, der nu er seks uger gammel, er netop blev opereret for navlebrok. Det stod allerede klart kort tid efter fødslen, at denne operation ville blive nødvendigt, idet det medfødte navlebrok var stort og siden er vokset i takt med at tigeren er vokset.
Dyrlæge Paul Clausen fra Aalborg Hestepraksis og Aalborg Zoos egen dyrlæge Trine Hammer Jensen opererede den nu 5 kg tunge tigerunge i Aalborg Zoo's nyetablerede Dyreklinik. Klinikken er netop blevet indrettet, så man nu har mulighed for at bedøve med inhalationsgas.
Dette var muligt på grund af en donation fra Det Obelske Familie Fond og i samarbejde med Aalborg Universitet. Fordelen ved at bedøve med gas er at den lille tiger var vågen igen med det samme efter operationen, således at moder og unge hurtigt kunne genforenes.
- Operationen er forløbet godt og vi håber, de næste dage ligeledes vil gå godt og moderen ikke vil slikke for meget i såret, da der derved opstår risiko for at såret springer op, siger Aalborg Zoos dyrlæge Trine Hammer Jensen.
Tigerungen tilhører den underart der hedder Sumatra tiger. Sumatra tigeren findes i naturen kun på den Indonesiske ø, Sumatra. Den er den mindste af de 6 tigerunderarter der findes i dag. En Sumatra tigerhan kan veje op til 140 kg.
Se videoen HER.