Tilbagekalder spaghetti bolognese og ketchup
Orkla Foods Danmark tilbagekalder spaghetti bolognese og Beauvais tomatketchup.
Har du købt spaghetti bolognese som færdigret for nyligt og fået et chok, da du puttede den i munden?
Så giver det faktisk ganske god mening.
En produktionsfejl har nemlig medført, at nogle få dåser af Orklas spaghetti bolognese har fået en forkert etiket. Dåserne skulle nemlig have været etiketteret med spaghetti napoli.
Og er du allergisk overfor blandt andet sennep, kan det have udmundet sig i en knap så behagelig oplevelse, da der herved kan være en risiko for en allergisk reaktion ved indtagelse af produktet.
Derudover bliver også Beauvais tomatketchup tilbagekaldt af Orkla, da der er risiko for, at denne kan have en for sur smag som følge af udvikling af mælkesyrebakterier. Det skyldes en fejl hos virksomhedens underleverandør.
Produkterne er solgt til supermarkeder over hele landet, mens Orkla oplyser, at butikkerne, der har modtaget produkterne, er blevet informeret om fejlene.
Produkter, der tilbagekaldes:
560 gr. Beauvais Spaghetti Bolognese, med holdbarhedsdato 31.05.27
1000 g. Beauvais Ketchup, med holdbarhedsdatoerne 02.07.2025
Kilde: Orkla