Tiltalt: En skam PET ikke rammer bedre

Den 29-årige, der tirsdag bliver afhørt i Ålbæk-sagen har et anstrengt forhold til medtiltalt.

Da Nordjyllands Politi i samarbejde med PET slog til på Ålbæk Havn 6. januar sidste år, sårede de en 28-årig mand, der lige nu sidder anklaget for at ville smugle 260 kilo hash til Norge.

Det ærgrer dog den 29-årige tiltalte, der tirsdag formiddag bliver afhørt i Retten i Hjørring, at politiet og PET ikke dræbte den 28-årige. Det kom frem under afhøringen.

De to har nemlig et noget anstrengt indbyrdes forhold. Ifølge den 29-årige var de to indtil for nogle år siden gode venner. Men det gik skævt, da den 28-årige forelskede sig i den 29-åriges kone. Det førte til et brud mellem den 29-årige og konen og de to mænd har selvsagt ikke haft det bedste forhold siden.

Derfor sagde den 29-årige i retten at: "Det er ærgerligt, at PET ikke er bedre til at skyde" med henvisning til at den 28-årige blev såret mens bådføreren blev dræbt.


Seneste nyt

fra Nordjylland