Tiltalt for at tæske sin far til døde

En 38-årig mand fra Jerslev er tiltalt for at have sparket og slået sin 68-årige far med så voldsom kraft, at faderen få dage efter overfaldet døde af sine kvæstelser.

Det skriver B.T.

Den 38-årige mand er ifølge anklageskriftet blandt andet tiltalt for at have tildelt sin far adskillige slag og spark i hovedet og på kroppen, for at have slået sin far i hovedet med en billedramme og for at have banket hans hoved mod gulvet.

Episoden fandt sted i Jerslev den 20. august sidste år, og faderen døde af sine kvæstelser blot to dage senere, den 22. august.

Sønnen blev efter overfaldet fremstillet i grundlovsforhør, mens hans far lå på sygehuset hårdt kvæstet. Her erkendte sønnen overfaldet og forklarede, at faderen havde været efter ham hele hans liv.

- I sine få øjeblikke fortsatte han min barndoms ydmygelser, selvom jeg jo prøvede at redde gården for ham, sagde sønnen dengang.

Den 38-årige mand bliver ikke sigtet for drab, men er nu sigtet efter straffelovens paragraf 246, der omhandler vold med døden til følge, hvor strafferammen er op til ti års fængsel.

Sagen starter ved retten i Hjørring den 10. august og er sat til at vare fem retsdage.


Seneste nyt

fra Nordjylland