Toårig kører mor ned - uden for livsfare

En kun toårig dreng fik i formiddag startet familiens bil, der bakkede hen over drengens mor og trak hende under bilen tværs over vejen og ind i naboens hæk. Moren er nu uden for livsfare.

Ulykken fandt sted på Bavnebakken i Støvring, da familien var på vej i Bilka. Drengen var placeret inde i bilen, mens mor lige skulle i bagagerummet. Mens bagklappen stod åben, fik drengen tilsyneladende drejet tændingsnøglen.

Tililende naboer fik løftet bilen med en donkraft, så kvinden ikke længere var fastklemt, da redningsfolkene nåede frem.

Kvinden fik brud på arme, ben og brystparti, men er uden for livsfare, oplyser Nordjyllands Politi.

Familien er fra Suldrup, men var på besøg hos bedsteforældrene i Støvring. Politiet fik melding om ulykken kl. 10.55.


Seneste nyt

fra Nordjylland