Togpendlerne får bedre og gratis internet
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Efter flere års kritik af sløjt internet på togturen lover DSB og TDC hurtigere forbindelser til efteråret.
Hidtil har internet i toget på landets hovedstrækninger været en både bumlet og bekostelig affære. Men for de cirka 50.000 daglige pendlere og passagerer på strækningen fra Københavns Lufthavn til Aalborg er der forbedringer i vente.
DSB og telegiganten TDC underskrev torsdag en stor fireårig aftale, der skal forsøde ventetiden i togene med et mere stabilt trådløst internet. Det skriver Politiken.
Og efter at DSB og TDC i fællesskab har forbedret kvaliteten, vil DSB til efteråret tilbyde sine kunder gratis adgang til trådløst internet.
- I takt med udbredelsen af smartphones, iPads og andet bærbart udstyr efterspørger stadig flere kunder en stabil internetforbindelse på rejsen.
Derfor vælger vi, at kunderne skal kunne komme på nettet gratis.
- Det tror vi, at de vil tage rigtig godt imod, og vi er sikre på, at det vil øge kundetilfredsheden hos de eksisterende kunder og trække nye kunder ind i togene, siger Mogens Jønck, kommerciel direktør i DSB, til Politiken.
Den gratis wifi-adgang vil, formentlig fra omkring efterårsferien, blive tilbudt kunder på første klasse og medlemmer af DSB's gratis fordelsprogram.
Inden da skal DSB og TDC forbedre kapaciteten og samtidig styrke forbindelsen for kunder med eget netværk.
Både DSB og teleselskaberne er i flere år blevet kritiseret for de dårlige net- og mobilforbindelser langs hovedstrækningerne mellem landets største byer.
Foruden den nye kontrakt med TDC er DSB og landets fire teleudbydere blevet enige om at lappe signalhullerne på mobilnettet i hele intercity- og lyntogstrafikken.
/ritzau/